23948sdkhjf

Jakob Lyngsø er død, 61 år

Jakob Lyngsø, administrerende direktør for IT-Branchen, DVCA og FOIN, er død efter kort tids sygdom. Jakob Lyngsø blev 61 år.
Jakob Lyngsø var siden 1995 it-branchens personificerede omdrejningspunkt i Danmark. Han kombinerede på sjælden vis en sikker politisk næse med en evne til at se strategiske muligheder og løsninger, når Danmark skulle digitaliseres og føres i front hurtigere end andre lande.

Jakob brugte sit store offentlige og politiske netværk til gavn for branchen – og var som person både fremadrettet, generøs og hjælpsom. Tusindvis af medlemsvirksomheder og enkeltpersoner har gennem årene personlig mærket det overskud og den hjertevarme, Jakob udstrålede. Jakobs netværk var blandt Danmarks største.

- It-branchen er i sorg. Vi har mistet branchens centrum. Jakobs personlige og professionelle egenskaber var unikke. Hans indsats har sat it på landkortet i Danmark på en måde, der sætter varige, positive spor for hele landet. Vi vil alle savne ham, siger IT-Branchens formand, administrerende direktør Lars Monrad-Gylling. KMD.

Jakob Lyngsø var foruden direktørposten i IT-Branchen også administrerende direktør for DVCA, (Dansk Venture Capital & Private Equity Association), og FOIN (Forskerpark- og Innovationsmiljøerne i Danmark). Jakob så tidligt potentialet i en brancheforening for vækstkapital og var derfor med til at tage initiativet til etableringen af DVCA.

Jakob Lyngsø havde ikke sansen for ny teknologi fra fremmede. Han var søn af en af Danmarks mest succesfulde iværksættere, Søren T. Lyngsø. Jakobs egen vej gik via en uddannelse som svagstrømsingeniør og en PMD på Harvard til lederjobs i danske virksomheder. Først i Tiger Data, så egen virksomhed med agentur på Intels banebrydende processorer.

I perioden 1979-1995 var Jakob Lyngsø administrerende direktør i Søren T. Lyngsø A/S. Jakob efterlader sin hustru Karen Lyngsø, og sine børn Søren og Camilla samt børnebørn.

Kilde: IT-Branchen - http://www.itb.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078