23948sdkhjf

Nordjysk elektronik i norsk økolandsby

Når Hurdal Økolandsby i Norge sidst på året kan tage tredive lavenergihuse i brug, er det nordjyske Zense Technology og samarbejdspartneren M-tec Production, der står bag det intelligente styringssystem.
Zense Technology A/S, der står bag det intelligente system til overvågning og styring af boligers energiforbrug – zensehome – har netop leveret første del af en større ordre til 30 lavenergihuse i den norske økolandsby Hurdal. Og det har givet travlhed både hos Zense Technology i Nørresundby og hos virksomhedens strategiske samarbejdspartner, M-tec Production A/S i Pandrup.

Det nordjyske styringssystem skal få al elektronik i husene, der blandt andet bliver udstyret med solceller og varmepumper, til at spille sammen. Og direktør i Zense Technology, Jesper Krogdahl, lægger ikke skjul på, at det er en vigtig opgave for virksomheden, der tæller 11 medarbejdere.

- Det er klart, at det har stor betydning for en lille virksomhed som vores, at få en ordre som den her, siger han til Electronic Supply.

Og en ordre til Zense Technology betyder en ordre til virksomhedens strategiske samarbejdspartner M-tec Production, der fra dag ét af har været leverandør af elektronik til produktet zensehome.

- Printene til Zense udgør gennemsnitligt omkring 20 procent af vores opgaver, og vi har lige nu ordrer på mere end 8000 enheder fra Zense, forklarer Niels Christiansen, der er indkøbsansvarlig hos M-tec Produkction.

Et stærkt samarbejde
Lige siden Zense Technology sendte Zensehome i produktion for første gang, har M-tec Production været leverandør af elektronik til det intelligente system. Og det er et samarbejde, der har haft stor betydning for den nordjyske udviklingsvirksomhed.

- Det er jo populært at outsource elektronikproduktion som vores til Kina, og det kan godt være, man sparer penge, siger Jesper Krogdahl og forsætter:

- Men samtidig mister man også meget fleksibilitet.

Og netop fleksibilitet har været en vigtig parameter i samarbejdet mellem Zense Technology og M-tec Production.

- M-tec har fra starten været indstillet på at håndtere vores små volumener, og i takt med, at der er kommet gang i salget, har M-tec opskaleret produktionen, hvilket de har gjort helt gnidningsløst, siger Jesper Krogdal og uddyber:

- Specielt i begyndelsen, hvor der ofte blev foretaget ændringer i teknikken, var det en stor fordel for os at have vores leverandør så tæt på. M-tec ligger jo ikke længere end 15 minutters køretur fra vores kontor, og der er ikke de sproglige barrierer, som de fleste virksomheder oplever, når de får produceret i Kina.

- På samme måde har vi haft stor fordel af M-tecs faglige ekspertise. M-tec udvikler jo også elektronik til deres egen forretning og kender derfor til de udfordringer, der er i udviklingsprocessen fra de første skitser, og til det færdige produktionslayout er på plads. Elektronikproducenter i Kina har aldrig selv udviklet, og kan derfor ikke fungere som sparringspartner i udviklingsprocessen, fortæller Jepser Krogdal videre.

Udover det norske projekt har Zense Technology også leveret zensehome til blandt andet NCC’s prestigeprojekt ”Strandhusene” på Islands Brygge i København og Realdanias ”Kvotehus” i Nyborg.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079