23948sdkhjf

Droner kan give dansk vækst luft under vingerne

Droner kan sikre et globalt marked på op mod 500 mia. kr. og potentielt tusindvis af danske arbejdspladser, men lovgivningen spænder ben for droneflyvning. Det ærgrer i Odense, hvor man har etableret Danmarks første testcenter for droner.
- Lovgivningsmæssige barrierer skal fjernes nu, hvis Danmark skal nå med på nyt globalt droneeventyr. Sådan lyder dronebranchens reaktion på ny rapport om droner, som Teknologirådet netop har offentliggjort.

Penge & arbejdspladser
Et globalt marked på op mod 500 mia. kr. og potentielt tusindvis af danske arbejdspladser er noget, som bør få danske folketingspolitikere til at komme i arbejdstøjet og få udarbejdet en national handlingsplan og ny rammelovgivning for flyvning med droner. Det siger Michael Larsen, projektchef for UAS-klyngen i Odense, der huser Danmarks nationale testcenter for droner.

Ifølge projektchefen bekræfter rapporten, hvad branchen hele tiden har sagt, nemlig at der er et stort potentiale i droner, og at det nu drejer sig om, at få lavet lovgivning, der gør det muligt at udforske og udnytte potentialet:

- Pt. arbejder danske dronevirksomheder efter en lovgivning, der oprindeligt skulle regulere fritids- og amatørflyvning. Det kan vi ikke bygge en professionel industri på. Derfor håber vi, at rapporten kan være med til at åbne politikernes øjne for nødvendigheden af, at vi får igangsat det nødvendige lovgivnings- og reguleringsarbejde nu, siger Michael Larsen.

Michael Larsen står ikke alene med sin positive vurdering af potentialet i dronebranchen. I følge Politiken vurderer EU-Kommissionen at droner i løbet af de næste ti år vil udgøre ti procent af markedet for cvil luffart og at der i 2050 vil være over 150.000 europæiske jobs forbundet med udvikling og produktion af droner.

Take off i Odense
Også i Odense Kommune, som har været med til at grundlægge testcentret, håber Jørgen Clausen, der er Stadsdirektør og bestyrelsesformand i H. C. Andersen Airport, at rapporten nu vil blive omsat til konkret handling:

- I Odense har vi investeret målrettet i at skabe de rette rammer for et take off på droneteknologi, fordi vi vurderer, at der er potentiale for både vækst og arbejdspladser. Vi vil stå endnu stærkere, hvis vi lovgivningsmæssigt får mulighed for at folde vingerne helt ud, så vi i Danmark måske endda kan være med til at sætte fremtidens standarder, siger Jørgen Clausen.

Michael Larsen understreger, at sikkerheden for borgerne på jorden kommer først. Inden lovgivningen kommer endeligt på plads, vil det derfor i første omgang være oplagt for alvor at afprøve droner kommercielt på områder som f.eks. maritim teknologi og landbrugsteknologi, hvor befolkningstætheden er lav og risikoen for mennesker derfor er minimal. Derudover vil droner også kunne bruges i beredskabssituationer, hvor en bemandet indsats er for risikabel.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078