B&O-underskud på 29 millioner
Pilen peger dog i den rigtige retning for Struer-virksomheden, der onsdag fremlagde regnskab for 2013/2014.
På bundlinjen var der dog stadig røde tal. Underskuddet efter skat lød på 29 mio. kr., men også det var markant bedre end -159 mio. kr. året før.
Fjerde kvartal med sorte tal
Fremgangen skyldes blandt andet et stærkt fjerde kvartal, hvor B&O’s omsætning voksede med 8 procent til 801 mio. kr. EBIT endte på 64 mio. kr. mod -38 mio. kr. året før, og resultat efter skat blev et overskud på 48 mio. kr., hvilket var 84 mio. kr. bedre end fjerde kvartal 2012/2013.
- Udviklingen i løbet af kvartalet viste, at den strategiske transformationsindsats og fokuseret investering i innovation begynder at betale sig. Den stærke produktportefølje og det meget forbedrede forhandlernetværk giver en stærk platform for fremtidig vækst, nu hvor selskabet påbegynder den anden fase i strategien, siger CEO Tue Mantoni.
Han kunne konstatere fremgang i både B2C- og B2B-salget i fjerde kvartal. B2C-salget steg med 5 procent til 611 mio. kr., og B2B-salget steg med 23 procent til 196 mio. kr.
I 2014/2015 forventer B&O en omsætningsvækst på mindst 5 procent. Koncernbruttoavancen forventes at blive på niveau med regnskabsåret 2013/14, og samtidig ventes en stigning i EBIT-marginen.