23948sdkhjf

ETK EMS deler væksten i tre

Selv om medarbejdertallet stiger i Thailand, insisterer ETK EMS på at have dansk produktion i både Frederikssund og Skanderborg.
Hvis der er to ting, der hører sammen, så er det uddelingen af Den Gyldne Loddekolbe og elektronikvirksomheden ETK EMS.

Skanderborg-virksomheden har således været nomineret til hæderen som landets bedste prototype-montagevirksomhed hvert år siden begyndelsen i 2010, og to gange (i 2010 og 2012) har ETK EMS såmænd også vundet titlen.

Det betyder dog ikke, at COO i ETK EMS, Torben Drejer, er træt af opmærksomheden:

- Vi er både glade og stolte over nomineringen. Det er super fint, fordi det er et vigtigt fokuspunkt for os, at folk påskønner det arbejde, vi laver. Ud over at kunderne selvfølgelig skal have leveret deres ting til tiden i den rette kvalitet og betale til tiden, så ser vi jo gerne, at de også er glade. Samtidig betyder nomineringen meget for medarbejderne, som holder øje med, om vi bliver nomineret. Da vi vandt titlen i 2010 og 2012 blev det også efterfølgende anerkendt på medarbejdermødet, siger han til Electronic Supply.

Thailand er andet end storskalaproduktion
ETK EMS har gennemgået flere forandringer i løbet af de fem år, virksomheden har været nomineret til Den Gyldne Loddekolbe. I dag står elektronikvirksomheden kort sagt på tre ben, som befinder sig i henholdsvis Frederikssund, Skanderborg og thailandske Rayong.

- For tiden beskæftiger vi omkring 130 ansatte i Thailand. Vi kunne godt være flere derude, hvis vi kørte benhårdt efter en selvstændig profil, men det ønsker vi ikke at gøre. Produktionen i Thailand behøver ikke nødvendigvis at være i stor skala; den kan også bestå i ordrer på 15, 25 eller 100 styk. Det hele bunder i lønminutter, ligesom vi også ser på komponentsammenfald, som kan gøre, at visse opgaver at lettere at behandle det samme sted, forklarer Torben Drejer.

Operationen i Thailand bruges samtidig til at sikre ETK EMS noget, der minderom døgnåben bemanding. Det betyder, at en ordrer uden for almindelig dansk arbejdstid i første omgang bearbejdes fra Thailand, hvorefter den ryger tilbage til Danmark, hvor den færdiggøres, hvis det er nødvendigt.

Insisterer på dansk produktion
Men hverken i Frederikssund eller hovedkvarteret Skanderborg er der tale om, at selve elektronikproduktionen er på retræte, understreger produktionsdirektøren.

- Vi har holdt fast i omsætningen i Skanderborg, hvor vi lige nu beskæftiger 110 ansatte. Det er et meget vigtigt signal at sende, for vi ønsker ikke, at Danmark skal udvikle sig til at være ren salg, logistik og administration. Vi vil have produktion af en vis størrelse – også herhjemme, understreger Torben Drejer, som af samme grund glæder sig over, at Skanderborg-faciliteterne er blevet udvidet til en lidt uventet side.

- Vi havde så mange ordrer og projekter inde, at vi genåbnede halvdelen af den gamle fabrik i Skanderborg. Det handler mest om repair og rework, fordi mange kunder efterhånden gerne vil slippe for at røre ved produkterne. Mange kunder flyttede produktionen ud for 5-10 år siden, så de har behov for, at vi hjælper med at varetage den del også, lyder forklaringen.

Den sidste afdeling ligger i Frederikssund, hvor ETK EMS i 2011 overtog Zomas aktiviteter. Og det har ETK EMS ikke haft grund til at fortryde.

- Frederikssund-afdelingen buldrer fortsat af sted. Vi havde en vækst på 50 procent sidste år, og har nu gjort yderligere kvadratmeter klar, som vi kan tage i brug, når det bliver nødvendigt. I dag udnytter vi kun 60 procent af kapaciteten, men det kan vi altså øge nu, siger Torben Drejer om afdelingen, som har opgraderet fra primært at beskæftige sig med print til også at lave færdige box build-løsninger til kunderen.

Klager ikke
Frederikssund-afdelingen beskæftiger 20 ansatte mod det halve for et år siden. Og Torben Drejer regner med, at de næste par år kommer til at medføre endnu en fordobling af medarbejderstaben.

- Vi kommer til at blive endnu større i Frederikssund, end vi er det nu. Det bliver ikke Skanderborg-størrelse, men der er meget røre på Sjælland lige nu, hvor vi samtidig byder ind med nogle nye tanker og idéer, som gør os interessante for flere virksomheder, lyder analysen.

Der er med andre ord godt gang i butikken hos ETK EMS-gruppen som helhed. Og selv om Torben Drejer erkender, at en aktivitetsstigning på 10-15 procent som helhed ikke ville skade, tøver han ikke med at erklære sig tilfreds med tingenes nuværende tilstand.

- Nej, jeg vil ikke klage. Så skulle man være et skarn, lyder det med et grin.

”Den Gyldne Loddekolbe 2014” overrækkes den 3. september på elektronikmessen E-14 i Odense Congress Center. Foruden ETK EMS er GPV, HP-Elektronikmontage og J-EMS nomineret.
Kommenter artiklen
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094