Grundfos varsler sparerunde efter dyk i overskuddet
Pumpeproducenten kom mandag med et skuffende halvårsregnskab, der viste en markant nedgang i koncernens overskud.
Tilbagegangen skyldes blandt andet en negativ valutaeffekt, men derudover skyldes det også et svagt europæisk marked samt urolighederne i Rusland og Ukraine. Udviklingen får nu den nytiltrådte koncernchef Mads Nipper til at varsle besparelser.
- Vi oplever et pres på vores indtjening. Det skyldes kombinationen af flere ting – blandt andet prispres, produktmiks og geografiske forskelle. Det er vi absolut ikke tilfredse med, så vi skal sikre en nedbringelse af omkostningerne samtidig med et øget kundefokus i hele organisationen, sagde Mads Nipper ifølge EPN på et pressemøde mandag.
I 2014 som helhed forventer Grundfos en beskeden vækst i omsætningen og et resultat lige under de 1,5 mia. kr., man tjente i 2013.
Originalartikel: http://epn.dk/brancher/industri/ECE69864...