23948sdkhjf

Lyngsoe Systems får ny topdirektør

Finn Mathiassen afløses af Villads Thomsen fra lysfirmaet Martin.
En af Nordjyllands største og mest fremgangsrige elektronikvirksomheder, Lyngsoe Systems i Aars, får ny topdirektør.

Finn Hovalt Mathiassen, der har været i Lyngsoe siden 1993, stopper som administrerende direktør og bliver menigt bestyrelsesmedlem. Han afløses af den 38-årige økonom Villads Thomsen, der kommer fra en stilling som salgsdirektør ved scenelys-firmaet Martin Professional/Harman, som har dansk hovedkvarter i Aarhus og fabrik i Frederikshavn.

Villads Thomsen har været en af nøglepersonerne bag Martins fremgang de seneste år, oplyser Lyngsoe Systems i en pressemeddelelse.

- Jeg er meget glad for at overlade det overordnede ansvar til Villads Thomsen. Lyngsoe Systems står over for nye strategiske udfordringer, og Villads er den rette person til at stå i spidsen for den udvikling, siger Finn Mathiassen.

I marts i år blev Lyngsoe Systems solgt til kapitalfonden CataCap for et trecifret millionbeløb. Ved den lejlighed indkasserede Finn Mathiassen som daværende hovedaktionær i Lyngsoe en pæn gevinst af sine mange år i virksomheden, der er vokset støt under hans ledelse.

Det erklærede mål med salget til CataCap var at skaffe kapital til fortsat vækst - som det så nu bliver Villads Thomsens opgave at skabe.

Lyngsoe Systems leverer logistikløsninger til biblioteker, postvæsener, lufthavne, sygehuse og virksomheder. Firmaet har i alt 200 ansatte fordelt i Danmark, USA, Canada, Rumænien, Sverige og Tyskland.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095