23948sdkhjf

Dansk Metal: Flere job når virksomhederne vender hjem

Mange virksomheder fortryder, at de flyttede produktionen ud af Danmark og vender i disse år hjem. Og når produktionen flytter hjem, så følger der flere job og flere investeringer med. Det viser en ny undersøgelse fra Dansk Metal.
I de seneste årtier har medierne gang på gang fortalt historien om danske virksomheder, der har lukket produktionen ned i Danmark og flyttet det til Asien eller Østeuropa. Men de senere år er udviklingen begyndt at vende. Mange virksomheder har fortrudt udflytningen, og de vender i stedet hjem til Danmark igen.

Årsagen er ifølge den nyeste forskning fra Kraks Fonds Byforskning ofte, at problemer med upålidelige leverancer og ringe kvalitet i de nye lande er for store.

- Vi hører oftere og oftere fra vores tillidsrepræsentanter, at man fortryder udflytningen og flytter hjem igen. Årsagerne er oftest problemer med at få den fornødne kvalitet i fx Kina, ligesom mange også peger på, at det kan være svært at levere den fornødne kvalitet og ikke mindst at levere hurtigt, forklarer Allan Lyngsø Madsen, der er cheføkonom i Dansk Metal.

Flere investeringer
Dansk Metal har i flere omgange undersøgt hjemtagningen af produktion, og et af de mere overraskende resultater er, at det både fører til flere job og flere investeringer, når virksomhederne tager produktion hjem til Danmark igen:

- På de virksomheder, som har taget produktion hjem, melder flere end hver fjerde tillidsrepræsentant om, at hjemtagningen har ført til flere job i Danmark, mens kun ca. 6 procent skønner, at det har betydet det modsatte, altså færre job. Det tyder på, at tilbageflytningen skaber flere danske industriarbejdspladser, forklarer Allan Lyngsø Madsen.

Tillidsrepræsentanterne vurderer også, at hjemtagningen skaber flere investeringer i den danske virksomhed. Således peger knap hver tredje på, at investeringerne er øget ved hjemtagningen, mens det er under 8 procent, der siger det har ført til færre investeringer:

- Mange virksomheder satser på produktion i Danmark. De køber nye maskiner, investerer i robotter eller ny automatik. Vi ved, at netop den slags investeringer styrker konkurrencekraften for virksomhederne, og det er med til at skabe fundamentet for nye ordrer og nye arbejdspladser i Danmark, siger Allan Lyngsø Madsen.

Vil give virksomheder skattefradrag
Ifølge Allan Lyngsø Madsen viser de erfaringer, som tillidsrepræsentanterne fremhæver, at hjemtagning ofte er en stor gevinst for virksomhederne:

- Det bør stå lidt højere på dagsordenen, når bestyrelserne holder møder, eller direktionen ser på fremtidsplanerne. Mange stirrer sig blinde på de lavere lønomkostninger, men overser at danske industriarbejdere er væsentligt dygtigere og langt mere produktive. Og at vi faktisk har nogle særligt gode forhold for produktion her i Danmark, siger Allan Lyngsø Madsen, der også opfordrer politikerne til at sende et klart signal om, at flere gerne må tage produktion hjem igen:

- Vi så gerne, at politikerne sendte en hjælpende hånd til de virksomheder, som tager produktion hjem. Man kunne eksempelvis give et større fradrag, så virksomheder kunne foretage afskrivning på op til 115 procent af de investeringer, de foretager i Danmark i kølvandet på hjemtagning af produktion, som før har været flyttet ud. En virksomhed, der investerer 1 mio. kr. i en ny maskine, vil dermed over tid betale 37.500 kr. mindre i selskabsskat. En sådan ordning vil gøre det endnu mere attraktivt at flytte hjem, og det vil være et godt signal, mener Allan Lyngsø Madsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156