23948sdkhjf

Danske Sky-Watch i nyt Boeing-samarbejde

Boeing og Sky-Watch har netop underskrevet en aftale, som betyder at de to virksomheder skal undersøge mulighederne for at samarbejde om udviklingen af en ny type UAV (Unmanned Aerial Vehicle), der udvikles som en del af et projekt støttet af InnovationsFonden.
Målet med Smart UAV projektet er at udvikle en ny generation af UAV’er, der kan lette og lande lodret (VTOL) og som kombinerer fordelene ved en rotor-baseret UAV med vinger, hvilket giver højere fart og større rækkevidde.

Sky-Watch samarbejder med DTU Space og DTU Miljø om projektet, og efter planen skal Boeing assistere Sky-Watch i projektet.

Boeing og Sky-Watch underskrev aftalen i dag hos UAS Denmark, som er et industrinetværk for UAV-industrien, der er baseret i Hans Christian Andersen Airport i Odense. Boeing blev medlem af UAS Denmark i 2013 og blev herigennem introduceret til Sky-Watch.

- Aftalen vi underskriver i dag er et strålende eksempel på, at danske virksomheder som Sky-Watch kan tiltrække sig opmærksomhed fra globale virksomheder, at en organisation som UAS Denmark kan være med til at skabe værdifulde forbindelser i industrien - og at en virksomhed som Boeing gør klogt i at kigge grundigt på dansk industri, når der skal etableres teknologisamarbejder i fremtiden, siger Susan Colegrove, Boeings Director of International Strategic Partnerships i Europa.

Danmark i front på UAV-teknologi
Sky-Watch bidrager blandt andet til Smart UAV-projektet med sin ekspertise fra udviklingen af virksomhedens Hugin HUGINN X1 quad-rotor UAV samt ekspertise fra Sky-Watch Labs, der er virksomhedens forsknings- og udviklingsafdeling. Boeing vil bidrage med sin ekspertise indenfor VTOL-teknologi og traditionelle flyvemaskiner, viden fra virksomhedens forsknings- og udviklingsafdelinger samt ekspertise fra Boeing-datterselskabet Insitu, som er en af verdens førende producenter af UAV’er.

Smart UAV’en har en lang række anvendelsesområder, for eksempel miljøovervågning, geo-data undersøgelser og maritim overvågning i det arktiske område. Boeing og Insitu kan bidrage til Smart UAV projektet med betydelig erfaring indenfor platforme til både ubemandet og bemandet maritim overvågning.

- Smart UAV’en er et vigtig skridt på vejen til at gøre Danmark til en leder indenfor udviklingen af UAV-teknologi, og vi er begejstrede over at skulle arbejde sammen med Boeing om projektet, siger Michael Messerschmidt, som er Business Development Manager for Sky-Watch.

- Det er et projekt med et kæmpe potentiale og Boeings erfaring indenfor udvikling og produktion af UAV’er et uvurderligt bidrag til det arbejde, som vi skal gennemføre i samarbejde med DTU, siger han.

Sky-Watch blev grundlagt i 2009 i Støvring og udvikler, producerer og sælger avancerede UAV-systemer. Virksomheden udfører også forskning og udvikling på kontraktbasis for den globale forsvars- og aerospaceindustri.

Virksomhedens robuste og særdeles autonome UAV’er er designet til at blive brugt i svært tilgængelige eller farlige områder. På baggrunden af sin erfaring med HUGINN X1 quad-rotor UAV’en modtog Sky-Watch sammen med DTU i december 2013 støtte fra Højteknologifonden, nu InnovationsFonden, til udviklingen af Smart UAV projektet.



Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078