23948sdkhjf

Ordre på 100 millioner kroner til Lyngsoe Systems

Lyngsoe System sælger kæmpe-løsning til Saudi Post.
Års arbejde krones i dag, hvor Saudi Post giver Lyngsoe System ordre på til en værdi af 100 millioner kroner.

Kæmpe-ordren mellem Lyngsoe Systems og Saudi Post er netop underskrevet i Saudi Arabien, hvor den danske virksomhed åbner nyt salgs- og servicekontor.

Aftalen omfatter både levering og implementering af software og hardware til sporbarhed af breve, pakker, containere, lastbiler og medarbejdere på Saudi Post’s 678 posthuse og sorteringscentre i 139 byer.

Desuden står Lyngsoe Systems for at optimere og effektivisere de nuværende processer og efterfølgende uddannelse af medarbejderne.

Den samlede projektsum for projektet er på knap 100 millioner kroner, og det gør Saudi Post-aftalen til en af de største enkelt-aftaler i Lyngsoe Systems.

Otte års forarbejde gav ordre
For Regional Director Middle East Rasmus Bartholomæussen, Lyngsoe Systems, var kickoff-mødet i september kulminationen på at arbejde, der går otte år tilbage.

- Vi har løst forskellige mindre opgaver for Saudi Post gennem de seneste otte år. De seneste to år har vi arbejdet målrettet på at få den her aftale på plads, hvor vi blandt andet har kørt et prøveprojekt hos dem, forklarer Rasmus Bartholomæussen, der har boet i Riyadh det seneste år.

50 postvæsner verden over
Nationale postvæsner verden over ved godt, at Lyngsoe Systems er eksperter inden for logistikoptimering. Virksomheden har foreløbig leveret store løsninger til blandt andet Post Danmark, Posten i Norge, Royal Mail i England, United States Postal Service, Schweiz Post, Canada Post, Sydafrika Post og 50 andre postvæsener.

Fuld sporbarhed
I praksis placerer man en lille RFID-chip på eksempelvis en pakke, og så registrerer et RFID-læseudstyr automatisk, hvor pakken befinder sig i logistikkæden. Denne information lagres i en database og køres sammen med alle de andre data, Saudi Post modtager fra deres eksisterende datafangst-systemer.

Lyngsoe Systems’ løsning gør det muligt til enhver tid at udpege nøjagtigt, hvor en pakke befinder sig, hvornår den kommer frem til modtager, etc. Samtidig alarmeres personalet, hvis pakker er forsinket, eller hvis medarbejdere eksempelvis placerer pakken i den forkerte lastbil.

Løsningen for Saudi Post forventes at være fuldt implementeret i efteråret 2016, hvorefter Lyngsoe i en årrække vil være repræsenteret hos Saudi Post for at sikre fuld udnyttelse af løsningen.

I alt forventer Lyngsoe Systems at have 10 medarbejdere dedikeret til opgaven for Saudi Post, både i virksomhedens hovedkontor i Aars, Himmerland, og i det nye lokale kontor i Riyadh.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094