Det første kvartal er gået bedre end forventet hos Chemometec, der laver analyseudstyr til celletælling og celleanalyse. Virksomheden har hovedsæde i Allerød.
Omsætningen blev 12,1 millioner kroner mod 11 millioner i samme periode året før. Det skyldes primært kassettesalget, som steg med 21 procent.
Det får nu virksomheden til at opjusteret forventningerne til hele 2014. Omsætningen bliver opjusteret fra 45-47 millioner kroner til 47-49 millioner, mens EBITA justeres opad fra 6-8 millioner til 7-9 millioner, viser tallene i Chemometecs kvartalsmeddelelse.
- ChemoMetec har i første kvartal af det nye regnskabsår fortsat fokuseret på styrkelse af selskabets salgs- og distributionsforhold. Fokus har især været rettet mod at forøge andelen af direkte salg. På sigt forventes dette både at øge omsætning og driftsresultat, skriver virksomheden i meddelelsen.