23948sdkhjf

Produkter skaber man da hos kunden

Skal din virksomhed lykkes med produktet, skal du ud og se kunderne bruge det. Det gælder alt fra legetøj til industrielt værktøj, lyder det fra ”produktinnovatøren” Emile Hoffman.
Emile Hoffman er fra Skive, men har kontor i New York, og kundekredsen tæller store amerikanske industrivirksomheder. Han er direktør for forretningsudvikling i Frog Design, som er et ”produktinnovationsfirma” mere end et traditionelt designfirma. Og han ser en bevægelse i USA, som kan være på vej til Danmark.

– Vi begynder at se en type innovation inden for industrielle produkter, som vi ofte laver, når det handler om forbrugerprodukter. Det er ikke længere nok, at et industrielt produkt bare fungerer. Det skal fungere godt, være nemt at bruge og se lækkert ud. De industrielle produkter i USA ændrer sig simpelthen i retning af at blive mere innovative, forbrugervenlige produkter, siger Emile Hoffman.

Han fortæller, at brugerens syn på produktet – hvad enten det er kontakten, som starter produk-tionen i et stålværk eller cd-afspilleren eller legetøjet derhjemme – ændrer sig over tid.

– Det er lige meget, om behovet for produktet ændrer sig. Det kan godt være, at du har en god kontakt til at tænde for fabrikken med. Men den, der bruger kontakten, bliver hele tiden udsat for andre og nye produkter, siger han.

Maskinoperatøren forventer med andre ord, at hans skærm til forveksling ligner en iPad. Og at det hele fungerer som med en app. Og det er den måde at se tingene på, som ifølge Emile Hoffman er ved at flyde over i de industrielle produkter.

Krigen på funktionalitet stopper
– Mange danske virksomheder, tror jeg, konkurrerer hårdt om at lægge flere features eller funktionaliteter ind i produkterne. Det er en krig om funktionalitet og pris. Amerikanske virksomheder er ved at ændre fundamentalt på dette, så man bliver bedre til at løse folks problemer. Det er ikke længere nok bare at proppe mere funktionalitet ind i produktet. Man begynder ligefrem at trække funktionalitet ud af produkter, fordi de er blevet for komplicerede, fortæller Emile Hoffman.

Er med til at lave produktet
Det, som hans egen virksomhed, Frog Design, gør, er blandt andet, at man afdækker de behov, som en virksomheds kunder har. Og med den teknologi, som er til rådighed, finder man en måde at løse behovene på. Enten ved at pille ved det eksisterende produkt eller ved at komme op med et helt nyt produkt.

I modsætning til reklamebureauer, som er gode til at beskrive et produkt og få kunderne til at købe det, så er Frog med til at lave selve produktet.

– De produkter, vi skaber, er dem, som vores kunder skal kunne sælge og leve af i måske 5–10 år og ikke bare i de tre måneder, som en reklamekampagne varer, siger han.

Gik på bar
Frog Design leder ikke først efter en teknologisk eller salgsmæssig løsning, som teknikerne og sælgerne måske byder ind med, men laver i stedet dybdegående undersøgelser hos slutbrugerne. Det gjaldt også, da man på et tidspunkt skulle finde ud af, hvorfor en bestemt type jukebox ikke blev brugt, men blot stod ubenyttede hen rundt om i de amerikanske barer og samlede støv. I udgangspunktet var jukeboxene forholdsvis ens:

– Vi gik ud på en masse barer, og jukeboxene lignede hinanden som forvoksede iPhones med touchscreens og det hele klasket op på en væg. De så såmænd lækre nok ud, men når de ikke blev brugt til at spille musik, begyndte de at vise reklamer, og så stod folk bare og lænede sig op ad dem. Folk troede, at det var et digitalt skilt og ikke en jukebox, som man kunne røre ved, fortæller Emile Hoffman.

Løsningen var i virkeligheden ret enkel. Man vippede skærmen et par grader, så det blev nemmere at læse, hvad der stod på skærmen. Noget som samtidig indikerede, at det var en skærm, man kunne trykke på – ligesom med dankort¬terminaler og andet. Og så satte man øverst på jukeboxens skærm et billede af en equalizer, så man ser lydstyrken gå op og ned.

Man kan høre Emile Hoffman give andre eksempler på unik produktudvikling på DI’s innovationskonference på torsdag.

Kilde: Dansk Industri - http://www.di.dk

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078