23948sdkhjf

Mobile robotter skal lette fremstillingen af gigant-vindmøller

Innovationsfonden investerer 13 mio. kr. i projektet InnoMill og udviklingen af en fleksibel robot til bearbejdning af fremtidens meget store vindmøllekomponenter.
Om få år vil de støbejernsstrukturer, som er bærende elementer i store havvindmøller, gå fra dimensioner på 3x3x3 meter og en vægt på 15 ton til mindst det dobbelte. Det vil gøre det umuligt at bringe elementerne ind i de maskiner, som skal bearbejde dem.

Derfor vil konsortiet bag InnoMill udvikle et bearbejdningssystem, der ændrer ved det grundlæggende fabrikskoncept og i stedet lave mobile robot-bearbejdningsenheder, der let kan placeres på selve komponenterne. Til udviklingen har konsortiet med DAMRC i spidsen netop modtaget 13 mio. kr. fra Innovationsfonden.

Det vil gøre produktionen langt smidigere og billigere og dermed skære en god bid af de produktionsomkostninger, der er ved fremstillingen af store vindmøller. Alt dette uden, at det må gå ud over den store præcision, som kræves i vindmøllebranchen.

Tæmmer de store skærekræfter
- En af de største udfordringer i projektet er at opnå kontrol over stivheden og de vibrationer, der optræder i det samlede bearbejdningssystem. Det handler om at tæmme de store skærekræfter, der optræder under bearbejdningen, uden at gå på kompromis med den nødvendige præcision. Dette løser vi ved at kombinere matematiske modeller af de materialemekaniske processer og den fleksible strukturs dynamik med en løbende procesmonitorering. Vi ser frem til at bidrage til løsningerne i projektet i samarbejde med de øvrige partnere i InnoMill-projektet, udtaler Sektionsleder for Mekanik Jens Vinge Nygaard, Aarhus Universitet.

- Produktionsprisen på de store møller er en kerneudfordring for udbredelsen af vindenergi, og med InnoMill adresserer vi netop et af kerneområderne for at nedbringe produktionsomkostningerne på fremtidens gigantmøller. Kun hvis udviklingen af produktionsudstyr følger med den hastige udvikling i vindmølleindustrien, kan vi sikre successen på den lange bane, siger direktør i DAMRC Klaus Bonde Ørskov.

Forventningerne til projektet er høje og flere af aktørerne forventer at ansætte nye medarbejdere både i forbindelse med projektet og, især, efter projektets afslutning. Projektet igangsættes primo 2015, og det endelige bearbejdningssystem forventes at stå klar i slutningen af 2017.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.087