23948sdkhjf

Godt renomme giver pote for Selektro

Flere potentielle kunder har selv taget kontakt til producenten af styringskomponenter.
- Det er utroligt fedt!

Sådan siger Selektros administrerende direktør Karl-Peter Andersen om den gunstige situation, virksomheden befinder sig i for øjeblikket. For hvor komponentproducenten normalt selv må opsøge kundemulighederne, står firmaet nu med en god håndfuld henvendelser fra interessante, danske kunder.

- Vi er i en heldig situation lige nu, hvor vi stille og roligt har opbygget et supergodt renomme. Det giver os nye kundemuligheder, siger Karl-Peter Andersen til Electronic Supply.

Direktøren afslører også, at der i disse uger er møder med nogle af de potentielle kunder, Selektro ikke tidligere har været i kontakt med, men som har fået kendskab til komponentproducenten via positiv omtale.

Skal have de rigtige kunder
Selvom mulighederne er mange lige nu, ser Selektro-direktøren dog også en begrænsning.

- Fordi vi ikke er en kæmpe virksomhed, må vi være meget selektive. Vi skal ikke have mange nye kunder, men derimod de rigtige 5 eller 10 nye kunder, understreger Karl-Peter Andersen og uddyber:

- Årsagen er, at vi bestemt ikke må vokse for hurtigt og dermed gå på kompromis med vore egne høje krav til service og kvalitet. Vi stiller også krav til nye potentielle kunder. De skal ønske og ville et udbyggende samarbejde samt ikke mindst kunne betale deres regninger til tiden.

Kunderne søger han også efter på eksportmarkederne. Ét bestemt land vil Karl-Peter Andersen dog ikke sætte navn på, men det er typisk de nære vækstområder. For som i resten af forretningen er det kundemulighederne, der er afgørende i det specifikke land.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079