Dansk lysproducent sadler om
Målgruppen tror ikke på S-Light, som udvikler og producerer LED-gadelamper med Wi-Fi. Firmaet retter derfor fokus mod andre kunder i ind- og udland.
Belysningsfirmaet tager nu konsekvensen og foretager afgørende ændringer. Både hvad angår kundegrupper og geografisk udbredelse.
- Vi er nødt til at ændre fokus. Kommunerne tror ikke, at vi er her om to år. Vi har en målsætning om at ville fordoble vores omsætning hvert år, så vi er nødt til at udvide fra lampeproducent til it-virksomhed, siger Steen Rasmussen til Børsen.
Konkret vil S-Light nu forsøge at sælge sin gadebelysning til det mere nicheprægede marked hos havne, pladser og indkøbscentre. Samtidig satser det nordjyske firma mere internationalt. Blandt andet vil man integrere sensorteknologi i produkter på de europæiske markeder via et partnerskab med de amerikanske selskaber Cisco og Sensity.