23948sdkhjf

Ny robotvirksomhed i Odense

Endnu en ny virksomhed springer ud af robotforskningen på Syddansk Universitet. Den henvender sig især til mindre virksomheder og tilbyder software, som er let at betjene.
Det drejer sig om odenseanske CorePath Robotics, der bygger på ny software, som kan planlægge robotters bevægelsesmønstre. Softwaren er udviklet og patenteret af Syddansk Universitet.

Teknologien ventes at få betydning på flere områder i industrien. Særligt for de mange mindre virksomheder, der oplever et stigende pres for mere fleksibilitet i produktionen.

For dem bliver det hurtigere og billigere at omstille produktion, svejsning eller anden bearbejdning med robotter, fordi programmeringen nu kan foregå automatisk og foretages af virksomhedens egne ansatte.

Automatiserer alle robottens bevægelser
- Det unikke ved vores produkt er, at vi kan automatisere baneplanlægning af alle robottens bevægelser. I dag er det sådan, at virksomheder i en række tilfælde må programmere manuelt, og det tager tid og koster penge, siger Jimmy Alison Jørgensen, direktør for CorePath Robotics.

Det betyder, at robotter fremover med fordel kan anvendes til mindre serier og gøre produktionen mere fleksibel.

CorePath Robotics har investorerne Syddansk Teknologisk Innovation og Syddansk Universitets eget ventureselskab, Science Ventures, i ryggen. Det var også dem, der dannede parløb i udviklingen af Universal Robots, der i maj blev solgt til amerikansk Teradyne for et milliardbeløb .

Og de er ikke de eneste, der har fået øje på CorePath Robotics. Virksomheden er inviteret til at præsentere sin teknologi for en række store virksomheder og investorer på en stor robotmesse i San Francisco.

SDU-forskere har leveret viden
Over de næste måneder vil CorePath Robotics i samarbejde med kunder i industrien teste og videreudvikle softwaren på robotter, der allerede anvendes i forskellige brancher.

Forskningen bag CorePath Robotics er udført af SDU-forskere Jens Cortsen, Henrik Gordon Petersen og Dorthe Sølvason fra Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet og TEK Teknologi på Syddansk Universitet.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094