23948sdkhjf

Antennespecialist modtager Elektropris

Civilingeniør og ph.d. Søren Helstrup Kvist fra GN ReSound er dette års modtager af Elektroprisen.
Søren Helstrup Kvist er uddannet civilingeniør fra DTU i 2009. Umiddelbart efter studiets afslutning gik han i gang med ph.d.-projektet ”Antennas and Propagation for Body-Centric Wireless Communications”, som han afsluttede i 2013.

Den blot 31-årige Søren Helstrup Kvist har nu modtaget prisen for sit arbejde med design og realisering af 2,4 GHz antenner til anvendelse i høreapparater – nærmere bestemt til kommunikation mellem to høreapparater placeret på hvert sit øre ved hjælp af såkaldte overfladebølger, der udbreder sig langs hovedets overflade.

Udover den faglige anerkendelse, som Elektroprisen er udtryk for, ledsages prisen af et beløb på 30.000 kr.

Priser til lovende kandidater
I forbindelse med Elektroprisen, der blev uddelt fredag den 23. oktober, er der endvidere uddelt en række kandidatpriser til nyuddannede, lovende ingeniører..

Christian Thorseth Blach modtog kandidatprisen for sit afgangsprojekt ”IEC/ISO 15118 – Implementering af Smart Grid for elbiler”, som han gennemførte ved DTU Elektro, Center for Electric Power and Energy. Arbejdet, der er gennemført, har så høj kvalitet, at det direkte indgår i software- og hardwareløsningerne i det danske elbil-projekt Nikola.

Nikolaj Kammersgaard modtog kandidatprisen for sin kandidatafhandling ”Electrically Small In-the-Ear Antenna”, hvor det er lykkedes ham at udvikle en ny beregningsmodel for øret og designe to nye antenner til brug for In-the-Ear høreapparater. Projektet er gennemført ved DTU Elektro i samarbejde med GN ReSound.

Thomas Lundgaard Hansen modtog kandidatprisen for sit afgangsprojekt om trådløs kommunikation, som er gennemført ved Aalborg Universitet. I projektet ”Sparsom Dekomposition i Parametriske Atomer” er det lykkedes ham at udvikle en metode, som kan finde bred anvendelse inden for trådløs kommunikation, både i relation til fremtidige 5G-systemer og potentielt i forbindelse med eksempelvis radar- og sonarteknologi.

Om E-priserne

Elektroprisen er en årlig hæderspris, som Elektrofondet uddeler til en person, med en lovende indsats inden for det elektrotekniske/elektroniske fagområde, vist ved fremragende teknisk-videnskabeligt arbejde, på højt fagligt niveau gennem nogle år og tilknyttet dansk forskning eller industri.

E-kandidatpriserne uddeles til unge lovende ingeniørkandidater inden for det elektrotekniske/elektroniske fagområde med afgangseksamen fra én af de danske ingeniøruddannelsesinstitutioner. 
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125