23948sdkhjf

En chip i tøjet holder ulykken væk

Chipteknologi i vasketøjet på landets plejehjem testes nu også som demenssikring. Et samarbejde, der bar frugt mellem den nordjyske virksomhed MoCare og Sæby Ældrecenter.
En stemme i en højttaler, der direkte adresserer den individuelle person, aktiveret af en chip, der permanent sidder i tøjet - det kan være fremtiden på landets plejecentre, hvis det står til udviklerne hos MoCare.
Den nordjyske virksomhed har i fem måneder haft produktet MoScan kørende for fuld skala på en række plejecentre. En chip, der kombineret med et scanningsværktøj effektiviserer sorteringen af borgerens vasketøj.
Det er i dialogen med disse plejecentre, at chipteknologien nu udvikles til også at omhandle demenssikring - kaldet MoSafe.
”Alle de fagpersoner, vi har talt med i kommunalt regi, taler om demenssikring. Om frygten for, at en beboer går sin vej. Da en af vores kontakter spurgte, om ikke chippen ville kunne bruges i den sammenhæng - når den nu alligevel er syet ind i tøjet - tænkte vi idéen videre,” fortæller Kristian Maul.

Han ejer sammen med Mark Michelsen virksomheden MoCare, der beskæftiger sig med velfærdsteknologi og dagligt samarbejder med landets kommuner.

Vældigt potentiale
Det var medarbejdere fra Sæby Ældrecenter, der under en brainstorm kom med idéen til MoSafe.
Straks begyndte de tekniske hjerner hos MoCare en udviklingsproces og lige nu testes systemet i det nordjyske.
”Vi kan se et vældigt potentiale i chippen. Det med døralarmen er et problem på alle plejecentre. For os at se, er det kun fantasien, der sætter grænser - men vi er selvfølgelig heller ikke teknikere,” griner plejecenterleder Birte Ploug. Hun tilføjer, at kommunen også har drøftet de juridiske aspekter mht brugen af chippen som demenssikring, idet der er reelt er tal om en form for magtanvendelse.

En døralarm, der aktiveres via chippen, testes i første omgang på plejecentret. Sidenhen skal alarmen udvides med den stemmebaserede sikring. Alarmen går til en medarbejders telefon, når en person med en chip går ud gennem en hoveddør.

”Der kan normalt gå lang tid fra en beboer forlader et plejecenter, til personalet opdager det. Det handler om forebyggelse fremfor at skulle finde en beboer, der risikerer at gå ude i kulden, alene og forvirrede. Og vi kan se potentialet i at hindre andre kritiske situationer, der i dagligdagen fylder meget - som når en beboer igen og igen søger ind i andres lejligheder, og lægger sig i andre beboeres senge,” siger Birte Ploug.


Har besøgt 35 kommuner
Hun oplever dialogen med MoCare som åben og imødekommende.
”Vi oplever også, at det er nødvendigt med forskelligt tænkende mennesker og tværfaglighed for at finde frem til de bedste løsninger.”
Idéudvekslingen betyder også meget for MoCare, der pt. har besøgt 35 kommuner for at udbrede kendskabet til chip-potentialet:
”Det fungerer rigtig godt, når vi er i dialog med fagpersonalet. Vi mener selv, vi har et ret godt kendskab til teknologi, men i samarbejde med plejecentret får vi øje på detaljerne,” siger Mark Bekker Michelsen.


MoSafe er udviklet for at øge trygheden for primært demensramte beboere, deres pårørende samt plejepersonalet. Dette sker ved, at systemet gør personalet opmærksom på situationer, hvor en demensramt er ved at forlade plejecenterets område. En alarm går til personalets mobiltelefoner. Herefter kan personalet gå beboeren i møde og tage en snak med personen. På denne måde undgår man ulykker, der ellers kunne have opstået.
Systemet er testet klar til implementering på plejecentre over hele landet.
MoScan, der gik forud for MoSafe, er udviklet og testet i samarbejde med University College Nordjylland, Aalborg Universitet, Sæby Ældrecenter og Frederikshavn Kommune.


Chipteknologien er produceret i Østen og bruges på større industrivaskerier.
MoCare har selv programmeret chippen til brug i virksomhedens produkter.
Chippen fylder 24 mm i diameter og er 2mm tyk. Den syes i tøjet og hverken mærkes eller ses af borgeren.
Chippen kan scannes på en afstand på op til 10 meter. Bruges den til vasketøj, bruges en miniscanner. Her er scannings-afstanden en meter.
Vaskechips indeholder ikke navne og oplysninger om beboerne. Alle oplysninger ligger sikkert gemt af respekt for den enkelte beboers privatliv.
De specialproducerede MoScan vaskechips kan holde til 95 grader varmt vand, varmerulning samt de forskellige vaskemidler, som man bruger til vasketøjet.
Teknologisk Institut er netop begyndt at udstille MoCares teknologier i deres showhal i Odense, hvor det er muligt at komme forbi og prøve teknologien.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094