23948sdkhjf

Nye ejere vil gøre elektronikfirma til mere end en underleverandør

Elektronik- og serigrafivirksomheden Melsen Tech i Aalborg er blevet købt af ingeniør- og handelsselskabet Duelco samt den nye direktør.
Duelco har sammen med Marcus Holm, der er firmaets nye direktør, erhvervet Melsen Tech i Aalborg af grundlægger og forretningsmand Svend Melsen.

Købet skete officielt den 1. januar 2016. Svend Melsen, der er blevet 83 år, kørte firmaet frem til den 1. februar, hvor Marcus Holm overtog posten som administrerende direktør. De seneste år har Marcus Holm været salgsdirektør i Danmark for teknikentreprenøren Caverion (tidligere YIT, red.). Tidligere har han været forretningsudvikler hos Duelco.

- Jeg har en mangeårig relation til den tidligere ejer, Svend Melsen, som før har spurgt, om jeg var interesseret i at komme ind. Derfor var det naturligt for mig, forklarer Marcus Holm til Electronic Supply.

Den nye direktørs investering har sikret ham 10 procent af firmaet, mens Duelco med brødrene Ken og Teidt Due i spidsen sidder med den resterende ejerandel.

Skal være mere end en underleverandør
- Firmaet hviler på 43 års tradition, hvor Melsen Tech har gjort en forskel med at udvikle og producere for kunderne. Men vi vil profilere Melsen Tech som et førende teknologihus og ikke bare en underleverandør, fortæller Marcus Holm om planerne for firmaet.

Det skal ske ved at træde tidligere ind i værdikæden, så man kommer ind omkring kundernes design og udvikling som supplement til produktionen.

- Ved at komme tidligere ind hos kunden skal vi sikre en større færdiggørelsesgrad. Melsen Tech har været gode til det, men vi skal gøre det i endnu større grad. Boxbuild og mere færdige løsninger skal udgøre en større del af omsætningen, forklarer Marcus Holm, der oplever at den tilgang også skaber de bedste resultater for kunden ved at være sparringspartner frem for blot en underleverandør.

Vil vokse i takt med markedet
Melsen Tech har 35 medarbejdere og 8.500 kvadratmeter under tag på Dallvej i Aalborg.

- Der er kommet flere til, og vi søger flere. Men det er ikke bare sådan, at vi trykker på speederen, og så eksploderer det. Vi skal finde vores ståsted. Efter fire måneder i chefstolen ved jeg dog, hvilken vej vi skal gå, siger Marcus Holm.

Vejen frem går via vækst i takt med det marked der er. Dermed bliver det meget organisk, uddyber direktør.

Sushi giver ikke branchens bedste arbejdsplads
Måden, Melsen Tech skal komme en tand op, er ved at realisere den udtalte ambition om at skabe branchen bedste arbejdsplads:

- Det gælder ikke bare om at have fransk kok om onsdagen og sushi om fredagen. Man skal skabe et sted, som er unikt og har en kreativitet. Så får man også tiltrukket de rigtige medarbejdere. I sidste ende kommer det kunderne til gode, forklarer Marcus Holm og understreger, at lokker man bare med høj løn bliver forretningen hurtigt ukonkurrencedygtig, da omkostningerne bliver for høje, at det så ender med outsourcing.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078