23948sdkhjf

Stor kundes konkurs kostede Danotek dyrt

Milliontab får ikke Randers-firmaet til at gå nye veje.
Trods kundetilgang og endnu et år med en omsætning over 30 millioner kroner blev det en stor kundes konkurs, der stjal overskrifterne i Danoteks 2015-regnskab.

I regnskabsårets sidste måneder endte den store kundes voldsomme vækst med en konkurs. For den kronjyske udvikler og producent af industriel elektronik betød det direkte og indirekte tab i millionklassen.

- Vi tog et ordentligt hug. Kunden voksede meget hurtigt, og det fulgte vi med til. Så gik de konkurs, forklarer direktør i Danotek, Ole Stabell, til Electronic Supply og fortsætter:

- Man siger øv. Det kan man så sige i en halv times tid. Så går man videre.

Første tab på en kunde i firmaets historie
- Men vi har ikke tidligere taget et tab på en kunde i firmaets 30 årige historie. Så det ændre ikke på den vej, vi er på, slår Ole Stabell fast.

Efterfølgende er der dog foretaget en række tiltag, der skal gardere Danotek imod lignende tab i fremtiden. Kreditstyring er strammet, og man har indført en ny politik om at forsikre kunder. Samtidig er indkøb og tilbudsgivning opjusteret, ligesom der er kommet endnu mere fokus på diversificering af kundemassen, for det har altid været en tommelfingerregel, at en kunde aldrig må fylde mere end 25 procent.

- Men vi er gode til at vækste kunderne, og engang imellem er der noget, som stikker af. Så må vi få nogle flere kunder ind eller få andre til at vokse, siger Ole Stabell.

20 procent vækst i år
Millionlussingen til trods voksede Danotek pænt i 2015. Omsætningen nåede for andet år i træk mere end 30 millioner kroner. Her og nu tyder alt også på, at omsætningen i år vokser med 20 procent. Holder det stik, lander omsætningen på den sjove side af 36 millioner kroner.

- Der er ikke et ønske om at vækste for enhver pris, ligesom vi har gjort nogle år. Som det ser ud nu, vækster alle vores kunder. Der kommer også nye til. Derfor er det ikke et spørgsmål om, at vi kan styre væksten 100 procent. Men vi kigger da nye kunder efter, om de passer ind i produktionsgange mm. Der kommer hele tiden nye til, siger Ole Stabell.

Den stigende interesse i udvikling og produktion har også fået Danotek til at mande op. I udviklingen er således kommet tre nye ingeniører til, så otte af firmaets cirka 40 ansatte findes i udviklingsafdelingen. Investeringer blev det også til sidste år primært gennem leasing, så Danotek nu råder over to linjer med to SMD-maskiner hver. Hertil kommer en SMD-maskine til prototyperne.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094