23948sdkhjf

Danchell øger for femte år i træk

Konkurrence og overkapacitet på markedet bremser ikke den sjællandske EMS-virksomhed
Nok et regnskab og nok et år med fremgang hos Paul E. Danchell. Faktisk var det femte år i træk, at EMS-virksomheden i Jyderup præsterede en bedre bundlinje. Resultatet rundede 4,5 millioner kroner efter skat i 2015/16-regnskabet.

Det, vel at mærke, i et marked præget af konkurrence og overkapacitet, understreger firmaet.

Helt kort ligger der et højt aktivitetsniveau og en stram styring bag den imponerende udvikling, forklarer administrerende direktør Thomas Hansen. For det er nødvendigt - og muligt - at både spare og udvikle forretningen samtidig.

Vil undgå en investerings-tsunami
- Jeg arbejder som om, der er krise hver eneste dag. For det kan vende lige pludselig. Så vi skal hele tiden sørge for at investere og være bedre, siger Thomas Hansen til Electronic Supply.

Derfor bliver alt gennemgået løbende og det overflødige skåret væk. For han vil for alt i verden ikke pludselig stå med en tsunami af ophobede, nødvendige investeringer. Det er også hans oplevelse, at det er vigtigt for nye kunders valg af langsigtet produktionspartner, at der er kapacitet, teknologi, kompetencer og likviditet til at håndtere væksten.

- Vi finansierer selv driften og væksten, det giver os luft og friheden til at disponere. Men det er ikke nok bare at købe en ny maskine, du skal også have kompetencerne til at realisere det optimale output, siger Danchell-direktøren og sender rosende ord til teknikkerne og resten af personalet, der omfatter en fast stab på 55 og kommer op omkring 70, når der skal opskaleres.

Ifølge Thomas Hansen er Danchells position inden for produktion af medicinske produkter også med til at sikre kundernes gunst.

Medicinske certificeringer giver bonus
- Vi kan fx optimere kundens markedsvækst ved at tilbyde 100 procent outsourcede produkter, produceret efter flere medicinske standarder, de amerikanske myndighedskrav (FDA), brasilianske myndighedskrav (INMETRO) og efter den europæiske ISO-13485 standard, siger Thomas Hansen.

- Vores kunder er fremtidssikrede, også selvom de ikke markedsfører produkter i USA nu og her, uddyber han.

Fx er den brasilianske registrering, INMETRO, gennemført efter en stor kunde, der har outsourcet alt til Danchell, skulle have sine produkter ind på markedet i Brasilien.

- Vi er særdeles interessante for mange kunder, f.eks. vækst- eller start-up virksomheder, da vores totalkoncept understøtter deres vækstmuligheder. Vi håndterer også gerne distributionen af produkterne. Her undgår kunden at etablere eller vedligeholde en række kostbare processer internt.

Koster at køre nye ind
Efter adskillige års fremgang vil Thomas Hansen ikke garantere, at opturen fortsætter, når næste regnskab lukkes:

- Vi ligger jo på et pænt niveau - hvor vi kan have svært ved at gøre det bedre. I øjeblikket er vi ved at implementere en række nye kunder, herunder start-up virksomheder, det koster penge at indkøre en kunde, så det tager lidt tid inden vi ser effekten af det. Men jeg forventer at næste år stort set bliver på samme niveau igen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094