23948sdkhjf

Vil udvikle 3D-ørescanner til det personlige høreapparat

Alle ører er forskellige, og derfor skal høreapparater tilpasses den enkelte bruger. Et nyt koncept for en håndholdt 3D-ørescanner vil gøre ubehagelige silikoneaftryk overflødige og give mulighed for bedre høreapparater.
Alle mennesker har forskelligt udformede ører og øregange, og derfor skal skallen til høreapparater personligt tilpasses for at sidde godt og levere den bedste lydkvalitet. I dag bruger man et aftryk af øregangen, som en audiolog på høreklinikken laver ved at sprøjte silikonemasse ind i øret, som grundlag for tilpasningen.

Enhver, der har prøvet det, ved, at det er en ubehagelig og besværlig proces, og for høreklinikken og høreapparatproducenten er den videre håndtering og forsendelse af aftrykket arbejds- og tidskrævende.

Kan sendes elektronisk til høreapparatproducenten
Visionen med en 3D-ørescanner er at overflødiggøre øreaftryk og forenkle arbejdsgangen væsentligt. Audiologen registrerer med en håndholdt scanner øregangens og det ydre øres form.

På en skærm kan patient og audiolog sammen se dels 3D-modellen af øret, dels hvordan forskellige typer høreapparater vil komme til at se ud. Når høreapparatet er valgt, kan ørescannet overføres elektronisk til høreapparatproducenten, som derefter fremstiller apparatet.

Særligt for børn og deres forældre vil denne udvikling være velkommen. Børn oplever øreaftryk som særligt ubehagelige, og da de vokser skal aftrykkene laves jævnligt – ofte hver måned.

Støtte af Højteknologifonden
De tre parter i projektet leverer alle specialviden: 3Shape A/S som producent af scannere står bag det nye scannerkoncept. DTU Informatik er eksperter i billedanalyse og har stor erfaring med 3D-scanning. Bispebjerg Hospital har Danmarks største høreklinik og vil foretage klinisk afprøvning af scanneren.

Sammen vil projektets parter løfte udfordringen og bringe 3D-scanneren fra laboratoriet til praktisk brug.

Højteknologifonden har bevilget 9,5 mio. kr. til forskningsprojektet over de næste tre år.

Kilde: Højteknologifonden - http://www.hoejteknologifonden.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079