23948sdkhjf

Så er der radiokontakt til ny dansk satellit

Fredag eftermiddag fik GomSpace kontakt til den danske satellit, som blev sendt op fredag morgen.

En satellit, som skal overvåge området over Arktis, er fredag morgen blevet sendt vellykket op i rummet. 

Det oplyste Charlotte Havsteen, som er chef for Forsvarets Center for Operativ Oceanografi under Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, fredag morgen.

Satellitten er blevet til i et samarbejde mellem GomSpace, DTU Space og Forsvaret. Forsvaret har indgået kontrakt på projektet, mens GomSpace har bygget satellitten og står for driften af den i rummet.

Det er det første samarbejde mellem de tre parter.

Fredag eftermiddag klokken 15.05 fik man radiokontakt til satellitten, oplyser Børge Witthøft fra GomSpace. Det er et projekt, der har taget to år, og derfor er det stort, at der nu er skabt radiokontakt.

- Der er mange nye ting af vores egne, som er på. Så det er et stort gennembrud for os, siger han.

Foruden satellitten, som skal levere data til Forsvaret, har GomSpace udviklet en satellit med Den Europæiske Rumorganisation, ESA.

Mini-satellitten, som går under navnet Ulloriaq, blev opsendt med den kinesiske raket Long March 2D fra en affyringsrampe i Gobi-ørkenen i Mongoliet. 

Projektet er et forsøg på en ny måde at arbejde med overvågning i Arktis, som er blevet vigtigere de seneste år, fordi der er mindre is. Dermed er der mere aktivitet i området.

- Der er altså både flere skibe, flere fly, flere forskere og flere turister, og det er Forsvarsministeriets ansvar at gå ind og hjælpe, hvis der sker et uheld, Charlotte Havsteen.

- En satellit er det rigtige værktøj at bruge, hvis man skal overvåge, hvem der er i området, og hvad de laver, siger hun. 

Samtidig er der mere fokus på Arktis af sikkerhedspolitiske årsager.

Man regner med, at satellitten er funktionsdygtig i minimum et par år, men nogle kan holde i op til syv år. 

- Det er en lille lækker sag, der er ikke er særlig dyr, så man kan sende flere op, hvis det viser sig at være en succes, siger Charlotte Havsteen. 

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.085