Han skal styre Develco Products’ salg
Develco Products har ansat Mads Høy Mortensen som sales director. Han bliver hermed ansvarlig for udviklingshusets globale salgsaktiviteter inden for Internet of Things (IoT).
På kort sigt skal han identificere markedsdrivere og kundernes krav for dermed at sikre den bedst mulig platform. På længere sigt skal den nye salgsdirektør etablere partnerskaber baseret på pålidelige platforme.
Den nye salgsdirektør har mange års erfaring med strategisk internationalt salg og medbringer et bredt netværk inden for grøn teknologi. Senest har han haft en tilsvarende stilling hos Mita Teknik i Rødkærsbro, som fremstiller styresystemer til vindmøller.
Develco Products, der udvikler, producerer og markedsfører specialdesignede produkter til virksomheder, som leverer IoT-løsninger til slutbrugere, har base i Aarhus.