23948sdkhjf

Møn Print er klar til næste skridt

Stege-virksomheden har oplevet en sand rutsjetur over de seneste par år, men nu peger pilen for alvor fremad.
De seneste år har bestemt ikke været kedelige for Møn Print, der er gået fra den ene ekstrem til den anden.

Et overskud i 2006 på over 850.000 kr. blev vekslet til et underskud på næsten en kvart million kroner i et 2007 - et år, som gjorde et kraftigt indhug i selskabets omsætning.

- Det kom som lidt af et chok for os, og egentlig burde vi nærmest være lukket. Vi overlevede kun, fordi vi havde penge i banken. Men det mindede os om, at vi skulle ”back to core business”, siger direktør Jan Husen i dag til Electronic Supply.

Interne investeringer gav minus
Møn Print startede derfor på et langt, sejt træk, hvis frugter man først for alvor var klar til at høste et par år senere.

Således blev sidste års regnskab det første siden 2006, der kunne fremvise et plus på bundlinjen, men allerede før da var pilen begyndt at pege i den rigtige retning.

- Egentlig så vi vendingen allerede i 2009, men hvis man bare sidder og ser på regnskaberne, slår det ikke rigtigt igennem på grund af nogle interne investeringer. De kostede formentlig omkring 600.000 kroner i alt, og på den måde kan man sige, at underskuddet var noget, vi lavede. Det var sådan set ikke, fordi vi ikke tjente penge, fortæller Jan Husen.

Dyrt at afvise kunder
Dermed kunne historien måske være endt lykkeligt. Men helt sådan skulle det altså ikke gå. Efterhånden blev Møn Print nemlig en slags ofre for deres egen succes.

- Vi oplevede et markant dyk i november og december sidste år, som vi ikke havde forventet. Så sent som i uge 42 måtte vi afvise kunder, fordi vi ikke kunne behandle data hurtigt nok. Derfor investerede vi i Integr8tor-systemet. Men det er klart, at når man afviser nogle kunder, så finder de hurtigt et andet sted at gøre forretninger, siger Jan Husen om den paradoksale situation.

Med én ny kunde hver uge i gennemsnit stod det klart, at Møn Print måtte gøre noget. Løsningen blev altså at være de første i Norden til at investere i softwaresystemet Integr8tor, som lettede behandlingstiden på data input og designvalidering fra sommetider at vare flere timer til i stedet at kunne måles i minutter.

Software-faktura til en halv million
Resultatet udeblev ikke. Målt på årets første fem måneder er indtjeningen firedoblet i forhold til samme periode sidste år. Det skyldes især de rettidige investeringer i ny teknologi, selv om Jan Husen da også kan se det lidt spøjse i den slags set i en produktionsvirksomheds optik.

- Teknologiinvesteringer kan godt virke abstrakt sommetider. Man får ikke engang en Cd-pakke at have sin software i, men skal bare hente det på nettet. Og så kommer der en faktura bagefter på en halv million kroner, siger han med et grin.

Ikke desto mindre har Møn Print netop besluttet at tage det næste skridt mod en yderligere effektivisering af arbejdsprocessen.

For mens Integr8tor letter arbejdet med at analysere på data, skal det såkaldte UCAM version 9.2 forbedre måden hvorpå, man bearbejder denne data.

2011 det bedste år længe
Og på den måde har rutsjeturen altså også flyttet Møn Print fra den mere manuelle produktion til en nærmest konsulentagtig form for rolle i processen.

- Jeg siger gerne for sjov, at vi har fjernet 10 arbejdspladser på Møn og skabt 40 i Korea. Men det er nu ikke helt uden sandhed. Vi har syv steder med kontraktproduktioner: Tyskland, England, Ungarn, Taiwan, Korea, Kina og Makedonien. Blåjakkerne forsvinder herhjemme, men til gengæld opruster vi på engineeringdelen, lyder udlægningen fra Jan Husen, som ser yderst lyst på den nuværende situation:

- 2011 tegner til at blive det bedste år for os i rigtig lang tid, lyder forudsigelsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078