23948sdkhjf

Målinger af næste generations mobilantenner

Teknologivirksomheden Molex og forskere fra Aalborg Universitet foretager indendørs tests med prototyper af næste generations mobiltelefoner.
Målingerne gennemføres som nogle af de første i verden, uden at der er koblet traditionelle ledninger til prototype-telefonerne. Problemet med ledninger er, at de fungerer som en ekstra lang antenne. Det kan give urealistisk god modtagelse og forringer dermed målingernes kvalitet. Derfor har Aalborg Universitet og Molex udviklet en løsning, som i stedet benytter lyslederkabel, så en vigtig fejlkilde helt er fjernet.

- Hvis du kun måler i et laboratorium, får du et misvisende resultat. Vi ved, at de her apparater skal bruges ude i den virkelige verden, og derfor er vi nødt til at inkludere alle de faktorer i den, som påvirker sådan et radiosignal. Med de 4G og LTE-systemer, som er næste generation, har det en utrolig stor indflydelse på den ydelse, man vil opleve som bruger af produktet, siger lederen af Molex’ forskningsafdeling, RF Research Manager Morten Christensen.

Resultaterne indgår i det fireårige CAMMP-projekt (Converged Advanced Mobile Media Platforms), som med støtte fra Højteknologifonden og et samlet budget på 42,5 millioner kroner fokuserer på sammensmeltningen af internet, digitalt tv, radio og mobilkommunikation.

Foreligger resultater i løbet af 3 måneder
Den igangværende målekampagne, som tidligere har fokuseret på udendørs modtagemuligheder med forsøg i Aalborgs gader, er et samarbejde mellem universitetet og den amerikanske elektronikproducent Molex, som har en forskningsafdeling for antenneteknologi i Nørresundby, hvor virksomheden råder over nogle af Europas bedste testlaboratorier på antenneområdet.

Det umiddelbare udbytte af målingerne er enorme mængder data, som skal behandles, før forskerne og udviklerne kan fælde dom over kvaliteten af de forskellige typer antennedesigns i de testede prototyper. Der ventes at foreligge resultater af den analyserede data i løbet af de kommende 3 måneder.

Derefter er det op til it- og mobilindustrien at afgøre, hvor hurtigt resultaterne skal komme forbrugerne til gode. Professor Gert Frølund Pedersen fra Aalborg Universitets Institut for Elektroniske Systemer vurderer, at der inden for et år kan være apparater på markedet, som udnytter forsøgene i Aalborg.

- Det her er antenner, som man forventer skal være i de nye apparater, der allerede er ved at blive designet. Nu tester vi hvilke af dem, der er de bedste. Cyklussen er blevet noget kortere, end den var tidligere, og det gælder specielt nu, hvor vi begynder at se standarden for det nye 4G system. Så der går måske kun seks måneder, forklarer Gert Frølund Pedersen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078