Tre gutter og et intelligent kamera: Nu er affaldssortering blevet et spil
Tre studerende fra AAU har udviklet en intelligent skraldespand, som anvender avanceret billedgenkendelse og maskinlæring til at sortere affald.
Affaldssortering foregår forskelligt alt efter, hvor man er i verden. Samtidig er der en række grænsetilfælde, hvor forbrugerne ofte er i tvivl om, hvordan der skal sorteres. Dét problem har tre studerende fra uddannelsen interaktionsdesign på AAU nu en mulig løsning på.
Den intelligente skraldespand Waste Wizard indeholder et kamera, der tager et billede af affaldet og sammenholder det med en omfattende billeddatabase af forskellige typer forbrugsprodukter.
Et element af spil
Affaldet sorteres således via kunstig intelligens – i den fysiske prototype i kategorierne ”affald” eller ”genbrug”. Men før man får lov at aflevere sit affald, skal man angive på en knap, hvordan man selv mener, genstanden skal sorteres. Når affaldet er sorteret, kan man åbne sorteringsbeholderne for at finde ud af, om man har valgt rigtigt.
- Vi har inddraget et spilelement i skraldespanden, fordi vi ved, det inviterer til leg og afprøvning. Dermed kan vi skabe engagement i aktiviteten – og således opnå en større påvirkning og læring, end hvis forbrugerne blot smed affaldet i, og det på magisk vis forsvandt ned i den rigtige beholder, siger studerende Lukas Bjørn Leer Bysted.
Ved en test af skraldespanden i Aalborg Zoo oplevede de studerende således, at børn gik ud og ledte efter affald for at prøve skraldespanden igen og igen, og som hver gang talte med deres forældre om, hvilken af knapperne de skulle trykke på for at sortere affaldet korrekt.
Stort potentiale i det offentlige rum
De studerendes vejleder, professor Mikael B. Skov, Institut for Datalogi, ser stort potentiale for den intelligente skraldespand – ikke blot hos private forbrugere, men også i det offentlige rum.
- Vi har en udfordring i forhold til at skabe vellykket affaldssortering i det offentlige rum. Forbrugerne har nogle andre vaner, når de er på farten, end i eget hjem. Samtidig skal en offentlig affaldssortering også kunne anvendes af turister og udenlandske indbyggere, som måske er vante til at sortere affald på en helt anden måde, end vi gør i Danmark. Her mener jeg afgjort, at en teknologi som Waste Wizard vil kunne være en effektiv løsning, siger Mikael Skov.
FAKTA
|