23948sdkhjf

Demant sælger mindre under global nedlukning

Salget har været faldende for den danske høreapparatproducent Demant i årets første seks måneder.

Det skyldes især en nedgang i løbet af andet kvartal, hvor færre har været hos en specialist for at få tjekket, om de har brug for at købe et høreapparat.

Det fremgår af Demants halvårsregnskab, der er blevet offentliggjort mandag morgen. 

Sammenlignet med de første seks måneder af sidste år er omsætningen i år faldet med 17 procent til 6,1 milliarder kroner.

Det har bidraget til et overskud på 121 millioner kroner - et fald på 84 procent i forhold til året før.

Stærk start på året

Året startede ellers ifølge Demant meget stærkt. Men siden oplevede selskabet et betydeligt fald i omsætningen som følge af udbruddet af coronavirus.

- I perioden fra midten af marts og fremefter - som er uden fortilfælde - blev vores omsætning hårdt ramt, og markedet for høresundhedsløsninger gik helt i stå, siger Søren Nielsen, administrerende direktør hos Demant, i regnskabet.

Efter et lavpunkt i begyndelsen af maj er markedsforholdene imidlertid blevet betydeligt bedre. Omsætningen har også været i stærk bedring.

Selskabet bemærker dog, at der stadig er betydelig usikkerhed omkring en normalisering af markedet for sundhedsløsninger.

Blandt andet nævner Demant, at der stadig opstår globale coronaudbrud i eksempelvis USA, der er selskabets største enkeltstående marked.

Det giver en risiko for nye restriktioner, som igen kan ramme salget.

Amerikansk marked halter

Alene i USA har Demant i årets første seks måneder solgt for 2,3 milliarder kroner. Det er 26 procent mindre end samme periode året før.

Demant - der tidligere var kendt som William Demant - er sammen med også danske GN Group en af de største producenter af høreapparater i verden.

Ved udgangen af første halvår havde Demant 15.678 medarbejdere. Det var 159 færre end ved starten af året.

Det færre antal medarbejdere skyldes ifølge selskabet primært en reduktion i Polen og USA.

Umiddelbart står medarbejderantallet ikke til at stige foreløbigt, da Demant i regnskabet skriver, at det i store træk har indført et ansættelsesstop.

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.1