23948sdkhjf

CB Svendsen udvider midt i generationsskifte

Elektronikvirksomheden fra Værløse er klar til at udvide udviklingsafdelingen samt at fokusere mere på salgsarbejdet midt i et spændende skifte fra far til sønner.
Da CB Svendsen A/S i februar 2011 deltog i DR2-programserien ”Farvel til firmaet”, markerede det samtidig startskuddet på et generationsskifte i Værløse-virksomheden.

Under vejledning fra erhvervscoach Jens Moberg indvilgede Carsten B. Svendsen, der stiftede elektronikvirksomheden i 1969, i at lade sine sønner, Jakob og Martin, overtage ledelsen over en tre-årig periode.

Den udvikling er fortsat rullende efter godt et års tid.

- Vi overtog hver 20 procent af aktierne med tilbagevirkende kraft fra sidste regnskabsår. Nu skal vi så småt i gang med at se på salgsarbejdet, for vi har ikke nogen salgsafdeling. På udviklingssiden regner vi med at opruste og lige nu leder vi faktisk efter en ingeniør, opsummerer storebror Jakob B. Svendsen, som er udset til at være firmaets administrerende direktør om et par år, over for Electronic Supply.

Stabilt resultat hvert år
Selv om CB Svendsen altså aldrig har haft en salgsafdeling, har firmaet heller ikke manglet ordrer. De seneste 15 år har budt på lutter travle arbejdsdage, og det har hverken generationsskifte eller finanskrise ændret ved.

- Vi kan godt se, at vi faldt lidt i omsætning fra starten af 2009 og i 2010, men vi tror på, at det vender nu. Og ser man på bruttoresultat og resultat, har begge dele været stabile, påpeger Jakob B. Svendsen, som er udlært kemiingeniør på DTU, og som til sommer er færdig med den HD i organisation, han for tiden læser på CBS ved siden af arbejdet.

Regnskaberne for de sidste fem år viser et bruttoresultat på 20 mio. kr. og et resultat i omegnen af 8,5 mio. kr. efter skat plus/minus få hundrede tusinde kroner i afvigelse. Forventningen til 2011-regnskabet er dog en mindre nedgang, som allerede blev forudset i årsrapporten for 2010-regnskabet.

Ingen storkunder
Opskriften på den stabile udvikling er, at CB Svendsen altid har sørget for ikke at smide alle æg i samme kurv.

- Vi har ingen enkeltstående kunder, som betyder alt for omsætningen. Vi har ikke haft en kunde, der har stået for mere end højst 18 procent. Vi tror på, det har hjulpet os meget, at vi breder os over så mange forskellige områder, siger Jakob B. Svendsen med henvisning til, at CB Svendsen både kan stå for udvikling og produktion, ligesom virksomheden har et EMC-rum, en mekanisk afdeling med 3D-printer og endelig en serigrafi-afdeling.

- Men vores kerneprodukt er stadig udviklingen og den efterfølgende produktion til kunden, understreger Jakob B. Svendsen, som i dag er 28 år.

Lillebror Martin er to år yngre og har i dag ansvaret for produktionen som teknisk chef.

DR2-udsendelsen om generationsskiftet i CB Svendsen kan ses ved at klikke her .
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.832