23948sdkhjf

Flere piger går efter en ingeniøruddannelse

De tider er ved at være forbi, hvor ingeniør rimer på mand. På bare to år er antallet af piger på ingeniøruddannelserne i Aarhus næsten fordoblet.
Når Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet i slutningen af måneden starter et nyt semester op, bliver det med flere piger på stolene i auditorierne. Hos begge køn er ingeniøruddannelserne blevet mere populære, men det er især pigernes voksende interesse for teknologi, der er iøjnefaldende. Det mener Conni Simonsen, direktør ved Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet:

- Danske uddannelsesinstitutioner har i mange år haft svært ved at tiltrække piger til de tekniske uddannelser. Det ser ud til, at vi er ved at rette op på skævheden i kønnenes søgemønster. Vi har brug for flere ingeniører. Det er en gevinst for samfundet, at pigerne har fået øjnene op for mulighederne i en ingeniøruddannelse, siger hun.

Antallet af piger på ingeniøruddannelserne i Aarhus er vokset med 78 procent siden 2010. I alt starter 119 piger i august måned på første semester. Det svarer til cirka en femtedel af de nye studerende.

Nye uddannelser tiltrækker piger
Forklaringen på den mere balancerede kønsfordeling skal blandt andet findes i de nyere ingeniøruddannelser, som i højere grad appellerer til piger, mener Conni Simonsen:

- Vi har i de senere år oprettet ingeniøruddannelser inden for bygningsdesign og sundhedsteknologi, og vi kan se, at de tiltrækker mange piger, siger hun.

Piger vil gøre en forskel
Hun mener desuden, at opfattelsen af ingeniøren som rent teknisk orienteret er ved at ændre sig, og det har især betydning for pigernes uddannelsesvalg.

- Vi ved, at der er væsentlige forskelle i drenges og pigers uddannelsespræferencer. Drenge forfølger en interesse for teknologi, når de søger ind på en ingeniøruddannelse. Det gør pigerne ikke. De lægger i højere grad vægt på mulighederne for at arbejde kreativt og komme til at gøre en forskel i verden i deres fremtidige arbejdsliv.

19-årige Marlene Olsen er en af de piger, der skal starte på Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet. Hun har netop afsluttet sin HTX-eksamen, og for hende var det især de mange jobmuligheder og tanken om at kunne hjælpe andre, som lå bag beslutningen om at læse sundhedsteknologi.

- Det gode ved en ingeniøruddannelse er, at man får lov til at skabe forskellige løsninger, der kan komme andre til gavn. Det handler ikke bare om teknologi, men også om at forstå menneskers behov. Og så er det en uddannelse med gode muligheder for at få et spændende job. Jeg kunne godt tænke mig at komme til at arbejde med at udvikle medicinske apparater til sundhedssektoren, siger hun.


Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094