23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Ny bestyrelse hos Ishøj Mekaniske

Michael Martil og Ole Tangsgaard er indtrådt i bestyrelsen hos Ishøj Mekaniske. Bestyrelsen består desuden af formand Jørn Martin Bank og direktør Allan Rasmussen.

Sidstnævnte er også tredjegenerations ejerleder på maskinfabrikken, som i 75 år har forsynet produktionsvirksomheder med drejede og fræste komponenter i rustfrit stål, messing, aluminium eller PVC. På fabrikken råder vi i dag over nyeste teknologi, herunder en række CNC-maskiner.

”Formålet med de nye bestyrelsesmedlemmer er at tilføre nye kompetencer i bestyrelsen og styrke vores kunderelationer, salg og markedsføring,” siger Allan Rasmussen, der lægger stor vægt på at have en bestyrelse, som kan udfordre og inspirere ham i ledelsen af maskinfabrikken.

Indsigt i produktion, salg og markedsføring
Michael Martil, der er uddannet fra Copenhagen Business School, har siden 1999 arbejdet med online marketing og har tillige stor erfaring som iværksætter. Han har beskæftiget sig med hjemmesider og onlinemarkedsføring og blandt andet arbejdet for kunder som DONG Energy, Danske Bank, ISS og B&O.

Ole Tangsgaard er uddannet maskiningeniør og superviser og er ejer og direktør for Tangsgaard Consult, hvor han blandt andet hjælper virksomheder med strategisk innovation. Han har erfaring som afdelingsleder, produktchef og forretningsudvikler hos blandt andre LEGO og Grundfos.

”Der er en kæmpe synergieffekt i, at Ole Tangsgaard har været leder og produktchef i succesfulde virksomheder med høje krav til leverandører og derigennem kender forventningerne. Samtidig har Michael Martil stort kendskab til marketing,” siger Allan Rasmussen, der ser frem til at placere virksomheden endnu stærkere som underleverandør til succesfulde produktionsvirksomheder med den nye bestyrelse.

Professionelle folk skal løfte maskinfabrikken
Formand for bestyrelsen, Jørn Martin Bank, konstaterer, at det er professionelle virksomhedsfolk, der nu er trådt ind i bestyrelsen. Jørn Martin Bank er tilfreds med den strategi, der er lagt for virksomheden og fortæller, at det var vigtigt at få kompetencer ind i bestyrelsen, der matcher den.

”De nye i bestyrelsen skal hjælpe os med at løfte Ishøj Mekaniske til næste niveau,” siger Jørn Martin Bank og fortsætter:

”Vi har en topmoderne maskinpark af CNC-maskiner, langdrejere og fræsere. Og vi har en stærk intern virksomhedskultur. Ishøj Mekaniske er præget af Allan Rasmussens overbevisninger om, at vi ikke blot skal levere til kunderne, men så ofte som muligt overgå deres forventninger. Med sparring, med præcision og med stor sikkerhed i leverancerne med hensyn til tid og kvalitet. Michael og Ole skal hjælpe os med at komme meget mere ud over rampen med det og styrke vores markedsføring og salg.”

Som maskiningeniør har Ole Tangsgaard en indgående forståelse for Ishøj Mekaniskes maskinpark, og Michael Martil har med sin erfaring i marketing – også på de sociale medier – en markedsforståelse, der vil gavne maskinfabrikken, lyder det fra Jørn Martin Bank.

En professionel bestyrelses fornemmeste opgave er at tegne de store linjer og give ledelsen sparring i den strategiske retning for virksomheden. Den nye bestyrelse skal hjælpe Allan Rasmussen med at optimere maskinfabrikken, skabe udvikling og vækst samt sikre, at vi når vores mål og får gennemført den overordnede strategi:

”Vi har stadig plads til flere maskiner på vores nuværende adresse i Greve, men markedsføringen, salget og de gode relationer til kunderne er det, som giver os mulighed for at købe og installere flere CNC-maskiner,” siger Allan Rasmussen.

”Som ejerleder får Allan Rasmussen sparring til denne udvikling på bestyrelsesmøderne, og jeg ser frem til at give ham det sammen med de nye, kompetente folk,” siger Jørn Martin Bank, der er overbevist om, at den nye bestyrelse vil styrke Ishøj Mekaniskes konkurrenceevne.

IMAS A/S
Geminivej 4
2670 Greve
Greve Kommune
Danmark
CVR nummer: DK48248713
P nummer: 1001910957

Kontaktperson

AR

Send til en kollega

0.062