23948sdkhjf

92 nye boliger i hjertet af Kolding

| Medlemsnyhed | Indrykket af Dansk Boligbyg A/S

På Klostergade i Kolding opføres 92 almene boliger fordelt på 16 toværelses boliger på ca. 68 kvadratmeter, 62 treværelses boliger på ca. 89 kvadratmeter og 14 firværelses boliger på ca. 105 kvadratmeter.

Der har gennem tiden været mange forskellige aktiviteter og bygninger på grunden, heriblandt et kloster. Derfor har byggeriet fået et passende navn, Klostergården. Klostergården har samlet etageareal på 8.058 kvadratmeter og 3.073 kvadratmeter P-kælder, som er opført for Boligselskabet Domea Lunderskov-Kolding i totalentreprise af Dansk Boligbyg a/s.

I hjertet af Kolding – kun et stenkast fra Koldinghus – ligger Klostergården optimalt og tæt på både gågaden med butikker og restauranter, natur i form af Slotshaven og åen samt kultur og historie. Lige netop denne skønne placering har stillet ekstraordinære krav til logistikken på byggepladsen. Dette har blandt andet betydet, at der samtidig med første spadestik var arkæologer til stede på byggepladsen for at fritlægge historiske elementer på grunden – et vilkår, når man bygger i centrum tæt på historie.

Nybyggeri i gammel bydel
Den arkitektoniske del af projektet er udtænkt og udarbejdet i samarbejde med tnt arkitekter a/s, som har haft fokus på at skabe visuel sammenhæng mellem Koldings øvrige bygninger, arkitektur og Klostergården. Derfor er gavlhusene, der varierer i højde og udtryk, alle bygget med tre forskellige nuancer af røde mursten. Ved felter med forskudt murstensforbandt skabes der ligeledes et karakteristisk design og spil i facaden. På den måde giver Klostergården et varieret udtryk i facadebilledet samtidig med, at det passer ind i den eksisterende bygningsmasse. Ind mod gården og i portåbninger fremstår facaderne med hvidlige betonelementer, som skaber lys til boligerne og ro til gårdrummet. De hvide facader og den lyse arkitektur er valgt for at skabe lys til boligerne, som der fra gårdrummet er adgang til via svalegange.

Klostergården vil med sin gennemtænkte arkitektur og sit lyse gårdrum give liv til et område af Kolding, der siden krigens tid har været et industriområde. Et særligt fokus har nemlig været at skabe et lyst men grønt gårdrum med små stier, varierede terrænhøjder og beplantning, som skal indbyde til ophold. Byggeriet bliver et varemærke i Kolding centrum, som byens borgere kan nyde – og ikke kun dem, der kommer til at bo der.

Boliger med plads til alle
De nye boliger varierer i både størrelse og udtryk, hvorfor der er tolv forskellige boligtyper på Klostergården. Dette viser sig blandt andet ved, at boligerne ud mod byparken får altan fra 1. sal, hvor de øvrige boliger alle får fransk altan. De forskellige boligtyper henvender sig til forskellige brugere, og der er derfor på Klostergården plads til både børnefamilier, studerende og ældre. Derfor er der også taget hensyn til forskellige brugergrupper i indgangene, hvor der ved det offentlige byrum mod øst er niveaufri indgang for gangbesværede og kørestolsbrugere. Øvrige indgange findes via Klostergade og Brostræde. Udgangspunktet for projektet er, at der skal være plads til alle.

Borgernes præferencer for byliv og tidssvarende arkitektur i nybyggeri er tænkt ind i Klostergården, der vægter indeklimaet i boligerne højt. Derfor har alle boliger store vinduespartier, lyse egetræsparketgulve, stilrene og gennemlyste køkken/alrum og hvide vægge for at sikre, at alle kan føle sig godt tilpas og hjemme i omgivelserne. Derudover har taglejlighederne i fire af boligblokkene ovenlysvinduer.

Et udfordrende byggeprojekt: Logistik på byggepladsen
I byggeperioden har der været særlige udfordringer at tage højde for på grund af Klostergårdens centrale beliggenhed i Kolding. Disse udfordringer tæller blandt andet tætliggende naboer, en gågade, en jernbane og en busgade, hvilket har medført minimal byggeplads. Derfor har opførelsen af boligerne været afhængig af en byggekran med en udliggerarm på 50 meter placeret centralt og solidt i Klostergårdens P-kælder. Denne type byggekran blev anvendt for at muliggøre transporteringen af byggemateriale og elementer rundt til alle fire hjørner af boligkomplekset. Byggekranen har blandt andet muliggjort bygningens konstruktion, som består af præfabrikerede råhuse, der er opmuret ved facaderne med rødlige mursten.

Billeder er venligst lånt af tnt arkitekter a/s.


Skriv kommentar

Medlemsnyhed

Indrykket af
Dansk Boligbyg A/S

Erhvervsbyvej 11, 2.
8700 Horsens
Danmark
Dansk Boligbyg A/S

Billeder & videoer

Send til en kollega

0.078