Stærk teknisk salgsprofil vender tilbage til MTO
Efter en årrække væk fra MTO electric a/s er Heinrich Laursen tilbage i salgsteamet – klar til igen at bidrage med solid brancheerfaring, teknisk indsigt og stort engagement.
En velkendt stemme er tilbage på telefonen i salgsafdelingen hos MTO electric a/s. Heinrich Laursen er nemlig pr. 5. maj 2025 ansat som teknisk intern sælger – en rolle med fokus på at understøtte både kunder og kollegaer med teknisk indsigt og professionel rådgivning.
Med over 25 års erfaring fra elbranchen og tværfaglige opgaver, heraf de seneste 12 år som intern sælger hos tre forskellige elgrossister, er Heinrich en rutineret og engageret sparringspartner med en solid forståelse for både kunder, produkter og processer.
Tekniker med salgs-DNA
Heinrich Laursen er udlært elektriker og har siden 1998 opbygget en bred faglig ballast. Fra de første år som elektriker og senere tekniker i Dansk Supermarked blev interessen for el-teknik koblet med en forståelse for værktøjer, maskiner og vedligehold.
– "Som elektriker lærer man utrolig mange ting. Det er et håndværk, hvor man skal bruge hele kroppen. Der skal også tænkes, måles, beregnes osv."
Heinrichs interesse for det tekniske blev grundlagt allerede fra barnsben.
– "Mine forældre boede på landet, og mine brødre og jeg lærte at bruge vores hænder hjemmefra. Vi kunne selv lappe en cykel og skrue lidt i knallerter og senere også i biler," fortæller han.
Personlig kontakt og kundeservice
Noget af det, Heinrich har værdsat mest i sit arbejde, er den personlige kontakt – med både kunder, andre håndværkere, teknikere og kollegaer:
– "Jeg nyder at snakke med andre mennesker og hjælpe med det, man er god til, samt dele erfaringer og interesser."
Det var blandt andet ønsket om at yde kundeservice på en ny måde, der i 2012 sendte Heinrich mod nye udfordringer. Han fik job som intern sælger hos Solar, hvor han – udover salgsarbejdet – også lærte en masse nye ting inden for kontorarbejde med diverse it-systemer og programmer, målstyring, deltog i møder, kurser osv.
Retur til MTO-familien
Med nye erfaringer i bagagen valgte Heinrich tidligere i år at søge stillingen som teknisk intern sælger i MTO electric:
– "Da muligheden bød sig, søgte jeg tilbage og er glad for, at MTO electric gerne ville ansætte mig igen," fortæller Heinrich.
– "For 3,5 år siden valgte jeg en anden vej, da Solar også havde brug for mig igen. Dengang virkede det nærliggende pga. systemer og varegrupper, som jeg var mere kendt i. Det har jeg ærgret mig over flere gange, og jeg savnede MTO. Men intet arbejde er naturligvis spildt, og jeg er blot blevet mere hærdet."
Heinrich er allerede godt i gang med at håndtere kundehenvendelser og assistere både kunder og kollegaer med tekniske spørgsmål i hverdagen. Samtidig får han en grundig introduktion til MTO’s produktprogram, så han bliver godt klædt på inden for MTO’s store sortiment af elkomponenter, kabler og tilbehør.
– "Jeg har glædet mig utroligt meget til at starte hos MTO og lære mine nye kollegaer og kunder at kende. Medarbejderne har taget rigtigt godt imod mig, og jeg synes, at jeg er kommet godt fra start, fortæller han og tiføjer:
– "Her er meget spændende nyt at lære, da det igen er et lidt nyt salgsled for mig, men salgsvarerne er dog hovedsageligt inden for mit fagområde og tekniske viden."
– "Jeg glæder mig til at blive mere rutineret og kan tage mere ansvar, så jeg kan bidrage endnu mere til god kundebetjening og support til MTO’s kunder."
Balancen mellem arbejdsglæde og fritid
Privat er Heinrich bosat i en lille landsby uden for Horsens sammen med sin kone. Han er far til to voksne børn og nyder en aktiv fritid – gerne i naturen.
– "Jeg nyder gåture i naturen med hunden, løbeture, en cykeltur på de små veje og ikke mindst en rejse sydpå."
Den tekniske nysgerrighed slipper ham heller ikke, når computeren er lukket ned.
– "Jeg interesserer mig også for elektronik og biler, og synes det er spændende at følge med i udviklingen."
– "For mig er min fritid vigtig i forhold til at gøre lidt, hvad jeg har lyst til. Det giver samtidig et afbræk fra hverdagslivet og hjælper til med at samle energi, kræfter og livsglæde."
----------
Heinrich kan fremover kontaktes på T: 48882107 og hl@mto-electric.dk
Se MTO's store produktprogram på shop.mto-electric.dk