Metal- og maskinindustrielle virksomheder skaber vækst i hele landet
De metal- og maskinindustrielle virksomheder tegner sig for 117.000 arbejdspladser i hele landet.
Særligt i den vestlige del af landet udgør branchen en betydelig del af beskæftigelsen. De fleste virksomheder er tilfredse med deres geografiske placering.
Med 117.000 beskæftigede tegnede de metal- og maskinindustrielle virksomheder sig for 4,3 pct. af alle danske arbejdspladser i 2015.
Arbejdspladserne ligger spredt ud over hele landet. Fire af landets kommuner tegner sig hver især for flere end 5.000 metal- og maskinindustrielle arbejdspladser. Det gælder Sønderborg, Aalborg, Ringkøbing-Skjern og Ikast-Brande kommuner. Flere af disse kommuner er hjemsted for en eller flere store virksomheder i branchen, hvilket er med til at forklare de mange arbejdspladser i branchen i netop disse kommuner.
Hver femte arbejdsplads i Ikast-Brande og Kerteminde
Der er betydelige forskelle på, hvor stor en del af arbejdspladserne i hver af de danske kommuner der er i en metal- og maskinindustriel virksomhed. Særligt i Ikast-Brande Kommune tegner branchen sig for en stor del af arbejdspladserne. Hele 23 pct. af alle arbejdspladser i Ikast-Brande Kommune i 2015 var i en virksomhed inden for metal- og maskinindustri. Også i Kerteminde Kommune var flere end hver femte arbejdsplads i en metal- og maskinindustriel virksomhed.
I yderligere fem af landets kommuner er mindst hver 10. arbejdsplads i en metal- og maskinindustriel virksomhed og dermed betydeligt over landsgennemsnittet på 4,3 pct. beskæftigede i branchen.
Branchen fylder mest mod vest
De fleste af kommunerne med mange arbejdspladser indenfor metal- og maskinindustri befinder sig i den vestlige del af landet. Samlet set er knap syv pct. af arbejdspladserne i Jylland i en metal- og maskinindustriel virksomhed, mens det gælder for mindre end to pct. af arbejdspladserne på Sjælland.
Det er desuden bemærkelsesværdigt, at branchen også repræsenterer en stor del af arbejdspladserne i kommuner, hvor der er langt til den nærmeste storby. Dermed er branchen med til at skabe vækst og aktivitet i alle afkroge af landet.
Seks ud af ti er tilfredse med virksomhedens placering
Mange metal- og maskinindustrielle virksomheder har været placeret på samme adresse i hele virksomhedens levetid. For mange virksomheder går historien langt tilbage i tiden. Dermed er den geografiske placering af virksomheden ofte et spørgsmål om historie og tradition, snarere end det er aktivt valg foretaget af den nuværende ledelse. Spørgsmålet er, om virksomhederne i branchen er tilfredse med den placering, de har i dag?
I en undersøgelse foretaget af DI har 481 virksomhedsledere blandt Industrisamarbejdets medlemsvirksomheder taget stilling til, hvor de ville placere deres virksomhed, hvis de som et tænkt eksempel frit kunne vælge placering uden at ændre form og størrelse.
Langt de fleste virksomhedsledere i branchen er tilfredse med virksomhedens placering. Således svarer seks ud af ti, at de vil placere virksomheden der, hvor den ligger i dag og yderligere 1 ud af 10 virksomheden i samme kommune. Hver fjerde virksomhedsleder ville flytte virksomheden nærmere en større by. Men det er ikke nødvendigvis Danmarks helt store byer der trækker. Her er det også de større by- eller erhvervsområder uden for København, Århus, Odense og Aalborg, som man vil se efter.
Kun 6,5 pct. af virksomhedslederne ønsker at skifte deres nuværende placering ud med en placering i udlandet. Det skal ses i lyset af, at virksomhederne har tilpasset sig de rammevilkår, der er for at drive virksomhed i Danmark, herunder udnytter en række af de fordele, der er. Det gælder blandt andet det høje kompetenceniveau i arbejdsstyrken.
Arbejdskraft og infrastruktur vægter højest
Adgang til kvalificerede medarbejdere og en velfungerende infrastruktur er de forhold, som flest af de metal- og maskinindustrielle virksomhedsledere i DI’s undersøgelse peger på er de vigtigste, når det gælder virksomhedens placering.
Også adgangen til kunder og kommunens omkostningsniveau vurderer mange virksomhedsledere til at være blandt de vigtigste forhold for virksomhedens placering.
Mange virksomheder i branchen oplever, at rekrutteringen af nye medarbejdere er forgæves. Hver tredje virksomhed i DI´s undersøgelse har i løbet af en etårig periode forgæves forsøgt at rekruttere nye medarbejdere. Det gælder virksomheder i alle dele af landet. I og omkring de større byer er det særligt højtuddannede, som er svære for virksomhederne at rekruttere, mens virksomhederne længere væk fra de større byer i højere grad søger forgæves efter faglærte.
Uanset hvor i landet virksomheden er placeret er infrastrukturen af stor betydning. Forbedringer i infrastrukturen reducerer medarbejdernes transporttid til arbejdspladsen og gør det derved lettere at rekruttere nye medarbejdere med en bopæl langt væk fra virksomheden. Samtidig har en velfungerende infrastruktur stor betydning for transport af varer til og fra virksomheden. Vækst og udvikling i byer over hele landet
FAKTA:
Dansk Industri har det seneste halvandet år gennemført et projekt om de muligheder og udfordringer, som virksomhederne møder med udgangspunkt i deres geografiske placering og den megatrend, at en stigende andel af befolkningen bosætter sig i byerne.
Analyser og DI's konkrete forslag er beskrevet i publikationen Vækst og udvikling i byer over hele landet – Danmark i den globale konkurrence og som findes på DI.DK. Du kan også læse mere om projektet under Virksomhedernes geografiske udfordringer og muligheder på DI’s hjemmeside.