Middelfart Kommune sparer millioner på energioptimering

| Medlemsnyhed | Indrykket af Schneider Electric Danmark A/S

Mere end 40 procent af alle virksomheders energiudgifter kommer fra bygningers energiforbrug. Kan organisationer spare der, er der derfor store gevinster at hente. En af dem, der har fået øjnene op for potentialet, er foregangskommunen Middelfart.

Middelfart Kommune var blandt pionererne, der kastede sig ud i et omfattende energirenoveringsprojekt med Schneider Electric, som reducerede kommunens energiforbrug med 23 procent – så meget at selve besparelsen har tilbagebetalt hele investeringen. Nu har Middelfart endnu en gang vist sig som foregangskommune på grøn omstilling og igangsat et stort projekt om intelligent styring af energiforbruget i deres bygninger.

Frem til år 2022 skal Middelfart Kommune optimere driften og energiforbruget af 80 ejendomme. Formålet er at sænke energiforbruget med 5-10 procent svarende til mellem 500.000 og 1 mio. kr. – om året. Løsningen er Schneider Electrics analysesoftware EcoStruxure Building Analytics, der automatiserer og optimerer driften ved hjælp af Big Data-analyser fra bygningernes BMS-anlæg.

”Da vi startede samarbejdet med Schneider Electric, blev vi opmærksomme på, hvor meget vi rent faktisk kunne spare bare ved at optimere energiforbruget af de bygninger, vi allerede har. Med EcoStruxure kan vi sidde centralt og både få overvåget vores energiforbrug og indeklima i alle bygninger,” siger Thorbjørn Sørensen, teknik- og miljødirektør i Middelfart Kommune.

Intelligent værktøj tænker for dig

Med EcoStruxure Building Analytics får Middelfart Kommune et værktøj, som har en indbygget intelligens med diagnosefunktion. Det betyder, at værktøjet ikke kun identificerer problemområder, men også kommer med forbedringsforslag.

”Vi kan følge med løbende, men får også en oversigt hver måned, der hjælper os med at sikre, at alt præsterer, som det skal. Fx kunne vi se, at der var et rigtig dårligt indeklima i en børnehave, så der skulle vi sætte ventilationsanlægget i gang endnu tidligere,” siger Thorbjørn Sørensen, teknik- og miljødirektør i Middelfart Kommune.

Analyserne er baseret på faktiske data om bygningernes anvendelse, drift og forbrug og har til formål at sænke driftsomkostningerne, forlænge udstyrets levetid og øge komforten i kommunens bygninger.

Building Analytics er cloudbaseret, og det gør samarbejdet mere effektivt, fordi begge parter kan følge med i diagnoserne online. Dermed forenes kompetencerne fra Schneider Electrics energianalytikere med den store viden, som Middelfart Kommunes driftspersonale har om anlæggene i bygningerne. Det gør det i sidste ende muligt at holde trit med systemets anbefalinger til justeringer og fastholde besparelserne.

Identificerer hvor budgettet bør bruges

EcoStruxure-værktøjet er generisk og kan appliceres på alle typer af bygninger. De 80 bygninger, der skal optimeres i Middelfart, tæller en mangfoldighed af nye som gamle ejendomme, og både skoler, børnehaver, plejehjem og rådhuset får en tur med kniven.

For Middelfart Kommune er det dog ikke kun et værktøj til at optimere driften af velfungerende bygninger. Det er også et prioriteringsværktøj til at planlægge hvilke bygninger, der bør renoveres.

”Vi renoverer bygninger for mere end 30 mio. kr. om året, og EcoStruxure gør det muligt for os at lave opgørelser over energiforbruget og dermed prioritere, hvor vi kan få mest ud af at bruge vores renoveringsbudget. På den måde kan vi optimere de bygninger, der kræver mest,” siger Thorbjørn Sørensen, teknik- og miljødirektør i Middelfart Kommune.

Grøn blåstempling

Med EcoStruxure Building Analytics kan Schneider Electric stille garanti for, at Middelfart Kommune vil nå deres mål om energibesparelser. Det har resulteret i, at Energiselskabernes Energispareindsats har doneret et tilskud på 200.000 kr. og dermed blåstemplet projektet.

Middelfarts system er færdigimplementeret om tre måneder. Når det er oppe at køre i alle 80 bygninger, vil kommunen prøve at tilbyde nogle af kommunens større bygningsejere at koble sig op på det. Fx det lokale gymnasium og efterskolen, som ikke har størrelsen og ressourcerne til at købe sig ind på systemet selv.

”Vi har en ambition om at igangsætte et grønt smart city-projekt ved at udvikle et privat-offentligt samarbejde, hvor flere får mulighed for at blive en del af løsningen. Der er selvfølgelig noget datasikkerhed, der skal være helt på plads, men som det ser ud nu, kan det løses,” siger Thorbjørn Sørensen, teknik- og miljødirektør i Middelfart Kommune.

Bygger på en grøn vision

Projektet er en naturlig udvikling i kommunens fokus på bæredygtighed og grøn vækst. De ønsker nemlig at blive ved med at være frontløbere på energioptimering.

”Man snakker rigtig meget om, at danske bygninger er godt isolerede og gode til at holde på energien. Næste skridt er et forsøg med at bruge vores bygninger som batterier, fx ved at opvarme vores bygninger om natten, hvor strømmen er billigere, for så at lade den sive langsomt ud i løbet af dagen. Det er altså kæmpe dataserier, vi kan lege med, som gør det muligt at omstille os og spare endnu mere,” afslutter Thorbjørn Sørensen, teknik- og miljødirektør i Middelfart Kommune.

 

FAKTA

Middelfart er foregangskommune inden for energioptimering. Hvert år renoverer de bygninger for mere end 30 mio. kr. for at optimere indeklimaet, nedsætte energiforbruget og opnå økonomiske besparelser.

Projekt

Frem til år 2022 skal Middelfart Kommune optimere driften og energiforbruget af 80 ejendomme. Formålet er at sænke energiforbruget med 5-10 procent svarende til mellem 500.000 og 1 mio. kr. årligt.

Løsning

  • EcoStruxure Building Analytics
  • Intelligent styring af energiforbruget baseret på analyser af bygningernes anvendelse, drift og forbrug
  • Diagnosefunktion, som giver forbedringsforslag
  • Automatisering og optimering af driften

Fordele

  • Bedre indeklima i bygningerne
  • Reduktion af det samlede energiforbrug
  • Økonomiske besparelser på drift og energiforbrug
  • Nemmere planlægning og prioritering af renoveringsbudgetter
  • Fleksibelt og kan anvendes i alle typer bygninger

 


Skriv kommentar

Medlemsnyhed

Indrykket af
Schneider Electric Danmark A/S

Lautrupvang 1
2750 Ballerup
Danmark
Schneider Electric Danmark A/S

Send til en kollega

0.103