BASE Erhverv as - bedste årsresultat i seks år

| Medlemsnyhed | Indrykket af BASE Erhverv A/S

Entreprenørvirksomheden BASE Erhverv as med hovedkontor i Horsens og afdeling i Roskilde, har netop afsluttet sit 15. regnskabsår, og forventer i indeværende regnskabsår at øge omsætningen med næsten 100 mill. kr.

Årsresultatet før skat for regnskabsåret 2017/2018 udgør 3,7 mill. kr. mod 3,3 mill. kr. året før, og 924.000 kr. i regnskabsåret 2015/2016. Omsætningen udgør 141,1 mill. kr. mod 152,9 mill. kr. året før, og 50,2 mill. kr. i 2015/2016. Dermed er omsætningen næsten tre-doblet siden regnskabsåret 2015/2016.

Adm. direktør Klaus Rønslev siger: -Vi har i det forløbne år investeret en del på Sjælland, og har pr. den 1. april ansat Rasmus Mørk Heiberg som regionsdirektør med base i Roskilde. Vi forventer at få en særdeles god vækst med flere store byggeprojekter på Sjælland, og afventer aktuelt beslutninger vedr. flere tilbud. Vi har i årets løb også ansat flere nye medarbejdere, og det kommer vi også til at gøre i det kommende år.

-Det, der imidlertid glæder mig mest, er at vi allerede i dag har en ordrebeholdning, svarende til hele sidste års omsætning. Og jeg forventer, at vi i nuværende regnskabsår vil omsætte for et godt stykke over 200 mill. kr. Ikke fordi omsætning i sig selv er interessant – årsresultatet er mere interessant – men omsætningen giver et billede af produktiviteten og processen i virksomheden, siger Klaus Rønslev, der forventer en omsætnings-forøgelse på næsten 100 mill. kr. i forhold til regnskabsåret 2017/2018.

BASE Erhverv as har i det seneste regnskabsår afleveret fem projekter med et samlet etageareal på 26.800 m2. Det gælder 5.000 m2 produktionshal for Confac i Randers, 1.800 m2 konferencesal for Forum Horsens, 7.000 m2 butikscenter i Vejle, 11.000 m2 lager og administration for Toprent i Stilling og 2.000 m2 pakketerminal for GLS i Taastrup.

BASE Erhverv as arbejder aktuelt med otte projekter med et samlet etageareal på 30.175 m2. Det gælder museumsmagasiner i Taastrup og Auning, administrationsbygning i Randers, kontorhuse i Skanderborg, Aarhus og Horsens samt højlager i Silkeborg og lagerbygning i Brabrand. Kontorhuset i Skanderborg er for butikskæden Normal, og projektet i Aarhus er et 14 etagers kontorhus, mens kontorhuset i Horsens er på 9 etager.

BASE Erhverv as udfører erhvervsbyggeri i såvel total- som hovedentreprise, og projektudvikling. Siden starten for 15 år siden har BASE Erhverv as opført mere end 100 erhvervsbyggerier i hele landet. Virksomhedens værdier er at skabe kvalitetsbyggeri med afsæt i troværdighed og samarbejde – med dialog, åbenhed og tillid som faste størrelser ud fra et mål om at optimere alle opgaveløsninger både teknisk og økonomisk.

BASE Erhverv as blev etableret for 15 år siden på initiativ af Dansk Boligbyg Holding a/s. Virksomheden ejes i dag af Dansk Boligbyg Holding a/s, BASE Erhverv Medarbejderselskab ApS og KR Finans ApS. Virksomheden har fælles domicil med søsterselskaberne BASE Udvikling as og Dansk Boligbyg a/s i Horsens. Aktiviteterne øst for Storebælt varetages fra Roskilde, hvor BASE Erhverv as har kontor sammen med Dansk Boligbyg a/s.

Billedtekster:

Klaus Rønslev, adm. direktør.
BASE Erhverv a/s, hovedkontoret i Horsens.

Se mere her: https://baseerhverv.dk/erhvervsbyggeri-nyheder/bedste-arsresultat-i-seks-ar-og-fortsat-positiv-udvikling

 


Skriv kommentar

Medlemsnyhed

Indrykket af
BASE Erhverv A/S

Erhvervsbyvej 11, 2.
8700 Horsens
Danmark
BASE Erhverv A/S

Send til en kollega

0.114