23948sdkhjf

Visioner og vækstpotentiale lokkede investorerne til

| Medlemsnyhed | Indrykket af PrinterGuys A/S

Med virksomheden PrinterGuys satte Carsten Andersen sig for at disrupte markedet for printere og kopimaskiner. Og det lader til, at han har ramt plet. Det er nemlig lykkedes virksomheden at få to investorer og Vækstfonden med ombord.

Carsten Andersens ambition om at disrupte markedet for printere og kopimaskiner med virksomheden PrinterGuys har vist sig at være en god forretning. Så god at virksomheden har fået vokseværk. Virksomheden er i fuld gang med at etablere sig på det svenske marked. Herefter er det planen, at turen kommer til Tyskland i 2019. Det er imidlertid ikke kun Carsten Andersen selv, der tror på forretningskonceptet. PrinterGuys har netop fået en kapitalindsprøjtning af investorerne Niels Bredkjær og Jan Poul Klee, der skal være med til at udvide forretningen.

”Når man gerne vil have PrinterGuys til at vokse så meget, som det er vores ambition, kræver det en masse kapital. Med de to nye investorer ombord, som hver har købt 10 procent af forretningen, har vi forøget vores kapital væsentligt. Desuden muliggør de to nye investorer en løbende finansiering, efterhånden som der er brug for det. Den mulighed ville du ikke have, hvis du bare havde lånt alle pengene på én gang af din rige onkel,” siger indehaver Carsten Andersen.

Visionært forretningskoncept
Som yderligere hjælp til at medfinansiere virksomhedens vækst har PrinterGuys også fået en aftale i stand med Vækstfonden. Både investorer og Vækstfonden ser positivt på virksomhedens ambition om at disrupte printer- og kopimaskinemarkedet.

”PrinterGuys er en interessant virksomhed, der med sit koncept omkring leje og løbende service nytænker den måde, erhvervskunder har adgang til professionelle kopimaskiner. I dag er printer- og kopimaskinemarkedet præget af uigennemskuelige aftaler, der ofte stiller kunderne dårligt. Vi glæder os til at følge Carsten Andersen og PrinterGuys på deres videre vækstrejse, hvor de med deres nye forretningsmodel kan gøre en forskel på printermarkedet,” siger Charlotte Christensen-Degn, der er erhvervskundechef i Vækstfonden.

For investor Niels Bredkjær, der bl.a. har en fortid som administrerende direktør i forsikringsbranchen, var det også kombinationen af et solidt potentiale for vækst og et tiltalende forretningskoncept, der gav ham lyst til at investere i virksomheden.

”PrinterGuys er en meget spændende virksomhed med et stort vækstpotentiale både nationalt og internationalt og et forretningskoncept, der er interessant og relevant. Carsten er en person, der brænder for sit firma, og det personlige engagement er kæmpestort. Derfor ville jeg gerne skyde nogle penge i det, fordi jeg tror på konceptet og på manden bag,” siger Niels Bredkjær, der i dag, udover titlen som investor, med egne ord bl.a. fungerer som en form for fødselshjælper for folk, der er ved at starte virksomhed.

Langt forarbejde – hurtig proces
Ved udvidelsen af ejerkredsen har det været vigtigt for Carsten Andersen, at det fortsat primært er ham, der tegner virksomheden. Han forklarer om den nye selskabskonstruktion:

”De nye investorer er professionelle med hjertet på rette sted. De er kapaciteter med mange års erfaring indenfor internationalt erhvervsliv, og jeg er glad for at have fået dem og Vækstfonden med ombord. Men for mig er det også vigtigt, at jeg kan beholde kontrollen med min egen virksomhed.”

Processen frem mod at få aftalerne med investorerne og Vækstfonden på plads har ifølge Carsten Andersen været en lang rejse. Fra han først kontaktede den konsulent, som har hjulpet ham med at finde investorerne, og til det hele faldt på plads, er der gået 14 måneder. Det har været en hård proces, fordi de med Carsten Andersens ord har endevendt hele forretningen fuldstændigt. Til gengæld resulterede det møjsommelige arbejde med at gennemgå og trimme forretningen i underskrevne kontrakter.

”Vi har gennemarbejdet alt, og derfor er selve aftalerne faldet hurtigt på plads. Så der har ikke været noget med at sende kontrakter frem og tilbage. Investorerne skrev under på den første udgave,” fortæller Carsten Andersen.

Veldrevet digital virksomhed
Sammensætningen af ejerkreds, ledere og bestyrelse er et af de vigtige parametre, når Vækstfonden vurderer en virksomhed. Det skal være en veldrevet virksomhed med en stærk ledelse og en god forretningsplan, som teamet er i stand til at realisere.

”Virksomhedens ledelse og medarbejdere har stor faglig viden og erfaring inden for printermarkedet. Carsten Andersen kender markedet for printere og kopimaskiner ud og ind, og den professionelle bestyrelse kan supplere med de kompetencer, han selv mangler,” siger Charlotte Christensen-Degn fra Vækstfonden.

PrinterGuys er desuden langt fremme i forhold til digitalisering, og det betyder også meget for Vækstfonden.

”Næsten uanset hvilken branche man er i, bliver man nødt til at se på sine digitale komponenter. Ellers bliver man simpelthen overhalet indenom. For PrinterGuys’ vedkommende er det en kæmpe fordel, at de rent faktisk har lavet en skræddersyet software, så de får data, som giver mulighed for løbende at følge forbruget og være opdateret på printernes stand. De bruger teknologien på en fornuftig måde, fordi det betyder, at de kan yde en ekstraordinær service for deres kunder. De kan servicere printeren, før kunden ved, at de har behov for det,” udtaler hun.

God kemi en forudsætning for godt samarbejde
For Carsten Andersen selv har valget af investorer i høj grad været betinget af, at der er en god kemi mellem dem og ham.

”Det er alfa og omega, at vi har en god kemi. Det er et samarbejde, og det kræver, at vi kan se hinanden i øjnene og både grine og være faglige sammen. Og vigtigst af alt - at vi har tillid til hinanden,” siger ejeren af PrinterGuys.

 

Medlemsnyhed

Indrykket af
PrinterGuys A/S

Metalgangen 9C
2690 Karlslunde
Danmark
PrinterGuys A/S

Send til en kollega

0.109