23948sdkhjf

Nyt røntgensystem til molekylær skanning af gods

| Medlemsnyhed | Indrykket af Dansk IngeniørService A/S

Skanner med nyt røntgensystem udvikles til molekylære skanninger. Røntgensystemet er udviklet i tæt samarbejde mellem YXLON International A/S og DIS.

I forbindelse med udvikling af en ny røntgenbaseret skanner, der skanner efter materialer baseret på deres molekylære opbygning, havde YXLON, der primært producerer industrielle røntgenprodukter, fået en bestilling på et nyt røntgensystem, hvortil ingeniør- og udviklingsvirksomheden Dansk IngeniørService A/S (DIS) har bidraget med elektronik, regulering og softwarekompetencer.

Normalt leverer YXLON røntgensystemer med en udstråling på 40x60 grader, men til denne opgave er der blevet udviklet et nyt røntgensystem optimeret til brug sammen med en linjedetektor, der kan skanne to meter brede enheder.

- Skanneren skal bruges til sporing af eksempelvis sprængstoffer og narko i containere. De molekylære signaturer er kendte, men for at kunne foretage de molekylære bestemmelser stilles der nogle voldsomme krav til vores systemer, specielt med hensyn til præcision og reproducerbarhed. Man skal kunne måle med en helt anden nøjagtighed for at kunne anvende data til de forskellige stoftypebestemmelser, hvilket er essensen i det her projekt, siger Lars Sigvard Madsen, R&D Director hos YXLON.

Udnyttelse af computerkraft og reguleringssystemer
Hvor DIS tidligere har assisteret YXLON med mekanikkompetencer, har DIS til denne udviklingsopgave bidraget med en central ressource inden for elektronik, regulering og software og har i samarbejde med YXLON blandt andet stået for udvikling og integration af reguleringssystemer til styring af røntgensystemet, udvikling af en parametriseret model for fotonenergi baseret på sensorfeedback, gennemgang og forbedring af den eksisterende målekæde samt databehandling for røntgensystemet. DIS har ligeledes supporteret med Prototype Management, klimatest samt PCB-udvikling.

- Vi har taget et eksisterende system og opgraderet det på en række parametre, hvor vi har arbejdet med at få en helt anden performance ud af røntgenudstyret og få udnyttet computerkraften og reguleringssystemerne. Udfordringen har været at få teknologien til at fungere samt at få præcisionen på plads; her har det været godt at kunne trække på DIS’ meget kompetente viden, siger Lars, der slutteligt fortæller, at YXLON leverer røntgensystemerne til kunden i løbet af september.

Om YXLON
YXLON udvikler, producerer og sælger transportabelt og mobilt røntgenudstyr til industrielt brug, hvor der er krav om ikke-destruktiv prøvning. Produkterne omfatter både standard og specialiserede røntgenapparater, egenudviklet IT-software og hardware samt kundespecifikke røntgensystemer. YXLON’s produkter anvendes inden for alle industrigrene, hvor der er behov for inspektion af f.eks. skjulte samlinger, svejsninger, støbte komponenter eller fremmedlegemer i blandt andet fødevarer, rørledninger eller som kvalitetskontrol under fremstillingsprocessen i virksomhederne. www.yxlon-portables.com.

Om DIS:
DIS (Dansk IngeniørService A/S) er Danmarks førende ingeniør- og udviklingsvirksomhed og leverer konsulentydelser, rådgivning og totalløsninger til industrien i både ind- og udland. DIS har afdelinger i Danmark, Polen, Spanien, Storbritannien, Tyskland, Ukraine og USA og tæller nu 18 kontorer på verdensplan og beskæftiger mere end 500 ingeniører. I Danmark er navnet DIS, og i resten af verden er det CREADIS. Siden grundlæggelsen i 1997 har DIS haft en stabil vækst og en sund økonomi.

Foto: iStock


Skriv kommentar

Medlemsnyhed

Indrykket af
Dansk IngeniørService A/S

Ørstedsvej 10, Stilling
8660 Skanderborg
Danmark
Dansk IngeniørService A/S

Send til en kollega

0.147