23948sdkhjf

Brancheforening: Grønne krav vil sende investorer i datacentre til Danmark

Mens branchen globalt set er presset af blandt andet energisparekrav, ser brancheforeningen Datacenter Industrien store perspektiver

Globalt set var 2022 et udfordrende år for datacenterbranchen, og kommende direktiver om energieffektivitet fra EU ser bestemt ikke ud til at gøre det lettere. Det vurderer brancheforeningen Datacenter Industrien i en markedsrapport, der netop er kommet på gaden.

For den danske del af branchen er fremtidsudsigterne dog markant lysere, vurderer Henrik Hansen, der er direktør for Datacenter Industrien.

- Danmark er godt stillet i forhold til EU’s kommende energieffektiviseringsdirektiver, hvor vi blandt andet er foregangsland for brug af overskudsvarme samt udvikling af grønne tiltag. Vi forudser, at investorerne kommer til Danmark i stigende grad på grund af de grønne løsninger, som vi kan være med til at fremme og udvikle her i landet, vurderer han.

Rapporten viser netop en betydelig fremgang i Danmark og et øget fokus på bæredygtige tiltag, såsom overskudsvarme og balancering af elnettet via datacentres nødstrømsløsninger.

- Med det store behov for data, og dermed datacentre, ser vi, at danske datacenteroperatører i højere grad har fokus på energieffektivitet og bæredygtighed, hvor datacentrene skal være en del af den grønne omstilling, siger Merima Dzanic, Head of Strategy & Operations i Datacenter Industrien.

Foregangsland

Rapporten peger på flere tendenser, der vil komme til at kendetegne 2023 og kan være med til at sætte Danmark i en endnu mere gunstig position på markedet.

"Danmark er et foregangsland, når det kommer til genbrug af overskudsvarme fra datacentre, dette skyldes landets udviklede fjernvarmesystem. Det forventes at flere datacentre vil blive tilsluttet til fjernvarmesystemet i fremtiden," lyder det blandt andet i rapporten, der dog også understreger, at der stadig er tekniske og økonomiske udfordringer, der skal løses for at sikre fuld udnyttelse af det store potentiale indenfor overskudsvarme i Danmark.

Rapporten forudser også, at datacentrene i fremtiden i højere grad vil være en vigtig spiller i forhold til at balancere elnettet via dets nødstrømsløsninger. 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062