Som business manager overtager hun stafetten fra Jørn Hansen, der efter succesfuld etablering af netværket og en lang karriere i erhvervslivet har valgt at gå på efterløn. Merethe Wrang er et kendt ansigt blandt medlemsvirksomhederne i Eksportforeningens tre netværk Danish Offshore Energy Group, Danish Marine Group og Danish Railway Group, hvor hun i dag er eksportkoordinator. Derudover medbringer hun en solid erfaring med internationalt salg samt projekt- og økonomistyring som mellemleder i blandt andet Passat Energi A/S, Printfactory A/S og Blue Willi’s A/S. Merethe skal fortsætte og videreudvikle den tætte dialog med Danish Offshore Energy Groups knap 90 medlemsvirksomheder og samarbejdet i netværkets sektionsråd. Hun er i fuld gang med at arrangere netværkets næste seks eksportfremstød til Storbritannien, Norge, Canada, De Forenede Arabiske Emirater, Singapore og Sydkorea. Dertil kommer videreudvikling af netværkets tætte samarbejde med internationale samarbejdspartnere, Eksportrådet, ambassader, erhvervsråd og andre danske aktører inden for offshore-industrien.