23948sdkhjf

Danskere kåret til verdens bedste grønne startup

Den danske eMobility-platform Spirii er blevet kåret til 'Best Green Tech' ved årets prisuddeling til Global Startup Awards.

Det oplyser Spirii i en pressemeddelelse.

Juryen, der er sammensat af syv eksperter fra hele verden, begrundede den danske sejr med, at Spirii har udviklet en software platform, der muliggør en hurtigere skalering af et globalt netværk af ladestandere og bidrager til en grøn og fremtidssikret infrastruktur på tværs af industrier og lande.

CEO i Spirii, Tore Harritshøj, er stolt af, at Spirii med få år på bagen har formået at opnå stor succes.

- Vi er utrolig stolte af, at Spirii, der kun har tre år på bagen, er kåret til at være verdens bedste grønne tech-startup. Vores vision med Spirii har fra begyndelsen været at frigøre lademarkedet og åbne op for, at flere aktører uanset branche kan tage del i elektrificeringen af transporten og dermed nedbringe både luftforurening og CO2-udledninger, som er én af vor tids allerstørste globale udfordringer. At vi nu står med denne pris i hænderne viser, at vi gør en reel forskel, lyder det fra Tore Harritshøj.

Spirii blev stiftet i 2019 af Tore Harritshøj og Torben Fog. Begge er udbrydere fra E.ON, der er blandt Europas førende på ladestanderområdet, hvor de var henholdsvis administrerende direktør og eMobility-chef i den danske del af koncernen.

Siden stiftelsen har Spirii arbejdet på at lette adgangen til ladestandere gennem blandt andet en app til telefoner.

Global Startup Awards er den største uafhængige konkurrence for innovation og startup-virksomheder. Det er niende gang, at Global Startup Awards løber af stablen, hvor iværksættere fra hele verden mødes.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125