23948sdkhjf

DEIF buldrer videre

DEIF A/S, der udvikler, producerer og markedsfører elektroniske produkter til energi- og marinesektoren, har haft det bedste år i virksomhedens historie.
2005 blev på alle områder det bedste år i DEIFs historie, da omsætningen nåede op på 185 millioner kroner mod 144 millioner kroner i 2004, hvilket svarer til en omsætningsvækst på næsten 30 %.

Resultatet før skat blev på 15,8 millioner kroner mod 7,9 millioner kroner året før. Det svarer til en overskudsgrad på 9,6 %, hvilket bliver betegnet som tilfredsstillende.

Resultaterne er frugten af en mangeårig, vedvarende udvikling af produkter, distribution og organisation. Samtidig er markedet for DEIFs produkter fortsat stærkt. Det skal især bemærkes, at der inden for de enkelte segmenter i stigende grad efterspørges komplekse og avancerede produkter, hvilket matcher godt med DEIFs produktprogram.

De i 2004 erhvervede aktiviteter inden for styring af vedvarende energi, specielt vindmøller, udvikler sig positivt, da den tilkøbte organisation er blevet integreret og samlet i Skive, og de igangværende udviklingsprojekter udvikler sig planmæssigt.

Den positive udvikling i omsætning og indtjening forventes at fortsætte i 2006, blandt andet som følge af, at markederne fortsat vurderes som positive. Samtidig er der introduceret en række nye produkter, der forventes at bidrage positivt til indtjeningen.

DEIF vil desuden øge sit geografiske markedsområde. Blandt andet vil virksomheden i 2006 etablere helejede datterselskaber i Kina og Brasilien.

Kilde: Årsrapport 2005 for DEIF A/S / ErhvervsBladet.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095