Før den 1. april i år stod virksomhederne selv for bortskaffelsen, når el-skrot som f.eks. computere, havde udtjent deres værnepligt.
Sådan er det imidlertid ikke længere. Nu gælder i stedet et nyt regelsæt, der sender ansvaret retur til leverandøren.
- For mindre virksomheder, som køber få elektroniske produkter, giver det ikke mening, at man skal kontakte hver enkelt leverandør og bede dem om at bortskaffe produktet, når det er blevet til affald. For dem er det langt nemmere, at man selv sørger for at komme af med el-affaldet som hidtil, siger Lars Aagaard miljø- og energichef hos Dansk Industri (DI) til ErhvervsBladet.
De nye regler er dog kommet for at blive, men organisationen bag ordningen, WEE-system, oplyser, at der i kontrakten er mulighed for at indsætte en aftale om, at leverandøren fratages ansvaret mod en rabat til kunden for at overtage opgaven.