Gomspace og Terma slår pjalterne sammen
To af landets største rum-aktører, Gomspace og Terma, har indgået en samarbejdsaftale.
I en pressemeddelelse melder virksomhederne ud, at de har underskrevet en hensigtserklæring om at udvikle en turn-key-løsning til overvågning og beskyttelse af et unavngivet asiatisk lands farvand mod forurening og ulovligt fiskeri.
I praksis bliver Terma hovedentreprenør på aftalen, mens Gomspace bliver underleverandør.
Ifølge Gomspace-CEO Carsten Drachmann er samarbejdet en god idé for begge parter.
- Jeg er glad for at indgå denne hensigtserklæring med Terma. Gomspaces styrke indenfor at bygge små og effektive satellitter til signal-intelligens kombineret med Termas arv og og viden i både rum-jord-segmentet og med C4ISR-systemer giver os en stærk fordel i at tilbyde en velintegreret løsning til overvågning og beskyttelse af modtagerlandets suveræne territorie gennem satellitkonstellationer, siger han i pressemeddelelsen.
Thomas Rosenkilde Anderson, EVP hos Terma, er ligeledes tilfreds med samarbejdet.
- Vi er glade for at slutte os til denne mission med Gomspace og at tage rollen som primær entreprenør. Dette er i tråd med vores vækststrategi og kommer i forlængelse af vores allerede stærke tilstedeværelse i Asien med kontorer i Singapore og Jakarta. Som Danmarks førende forsvars- og rumvirksomhed har Terma en stærk historik med at levere innovativ teknologi til vores kunder verden over, hvilket gør vores to virksomheder i stand til at levere et stærkt tilbud til markedet, lyder det fra Thomas Rosenkilde Anderson.
Parterne har ikke nærmere beskrevet hvilket land, der er tale om, ligesom de heller ikke offentliggør, hvor indbringende aftalen er.