23948sdkhjf

Indsprøjtning til rumforskning styrker danske virksomheder

Uddannelses- og forskningsminister, Christina Egelund (M), er rejst til USA for at overvære opsendelsen af den danske astronaut Andreas Mogensen til rummet med en plan om, at Danmark skal øge bevillingerne til rumforskning.

Helt præcist foreslår regeringen at øge den danske bevilling til det europæiske rumagentur, ESA, med 125 millioner kroner i forbindelse med finanslovsforhandlingerne for 2024.

Bliver det vedtaget i Folketinget, vil Danmarks samlede bidrag til ESA stige fra 250 millioner kroner i 2022 til hele 425 millioner kroner i 2024.

Det er en virkelig god idé, mener Dansk Industri.

Organisationen har nemlig længe arbejdet for at øge investeringerne i ESA, da rumteknologi spiller en afgørende rolle for udvikling af blandt andet klimaovervågning, navigation og kommunikation.

Og der er gode eksportmuligheder i området.

- Når Andreas Mogensen nu skal ud på sin anden rummission, så er det sammen med udstyr fra danske virksomheder, der for eksempel skal skabe mere rent drikkevand. Rumteknologi kan kort sagt være med til at forebygge store kriser, og derfor har vi længe efterspurgt flere midler til rumforskning, for det er afgørende for både virksomheder og for samfundet. Regeringen skal derfor have ros for at tage et stort skridt fremad med bevillingen for 2024, som vi håber fortsætter i kommende år, siger Mikkel Haarder, underdirektør i DI.

Pengene mangedobles

Beregninger fra Rambøll har tidligere vist at lande, der investerer i rummet, får deres penge solidt igen. Danske virksomheder, som vinder opgaver blandt de frivillige programmer i ESA, øger deres omsætning med 4,5 kroner, hver gang de investerer 1 krone i ESA.

Gevinsterne ved dansk rumforskning er derfor store.

- Tallene taler deres tydelige sprog. Investeringer i rumforskning er en god idé for samfund og virksomheder. For det øger vores forståelse af universet, og skaber bedre løsninger, vækst og arbejdspladser ved hjælp af den teknologi, som udvikles til rumfarten. Og så er det vigtigt, at rumforskningen bidrager til at øge interessen for naturvidenskab og teknik. Forhåbentlig vil det betyde at flere unge får øjnene op for de fag, der skal løse menneskehedens udfordringer, lyder det fra Mikkel Haarder.

Artiklen er bragt i samarbejde med DI Business.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112