23948sdkhjf

Nordjysk højttalerproducent har fundet succesen langt væk hjemmefra

- Det er svært at have større forhåbninger med det marked, vi opererer i.

Sådan lød for knap et år siden fra Peter Bøgh Jensen, der står i spidsen for den nordjyske højttalerproducent Dantax, da de kunne fremvise tallene for 2021/2022-regnskabet.

Men meget kan ske på et år, og det er også tilfældet for Dantax, for det seneste år er det gået meget bedre. Det fremgår tydeligt af selskabets seneste årsrapport for 2022/2023, og Peter Bøgh Jensen er også godt tilfreds med året, der er gået.

- Vi kan ikke brokke os, siger han beskedent, da Electronic Supply fanger ham i telefonen.

Sidste år holdt forbrugerne på pengene, det var svært at skaffe komponenter hjem og så havde Dantax også fået en lussing fra de investeringer, de gjorde sig. Men i år har det hele flasket sig, og de har hentet 2,2 millioner i driftsresultat og en bundlinje på over 8 millioner kroner.

Dantax A/S
Regnskabsår 2022/2023 2021/2022
Valuta mio. DKK mio. DKK
Nettoomsætning 21,9 21,2
Bruttofortjeneste 9,0 6,8
Resultat af primær drift 2,2 0,3
Resultat før skat 10,9 -1,3
Årets resultat 8,4 -1,1
Balancestatus 77,3 70,5
Egenkapital 71,4 65,8
Antal ansatte 12 11
Kilde: CVR

Vokset på high-end

At bundlinjen er vokset så meget skyldes i høj grad succesfulde investeringer i børsnoterede virksomheder, men væksten på driften er Peter Bøgh Jensen godt tilfreds med - især fordi den kommer på baggrund af en omsætning i omtrent samme leje som året før.

Ifølge Peter Bøgh Jensen hænger resultatet sammen med, at Dantax især på high-end-produkterne har vundet frem.

Selskabet har gennem mange år produceret både high-end-produkter og importeret OEM og ODM, men de begynder at opleve stor efterspørgsel på især high-end-delen, hvor der er højere avance, fortæller Peter Bøgh Jensen.

- Vi har fået god omtale, vi har klaret os godt i nogle tests og haft god markedsføring, siger Peter Bøgh Jensen om succesen 

Dermed har Dantax ikke oplevet den samme afmatning som andre producenter af forbrugerelektronik, der i kølvandet på coronapandemien pludseligt fik svært ved at sælge store mængder elektronik til hjemmet, da folk igen blev sluppet fri.

Stort marked i Asien

Men fremgangen handler også om, at Dantax har formået at vokse på andre markeder end herhjemme. For netop high-end-produkterne med produktion i Pandrup har været et hit, fortæller Peter Bøgh Jensen.

Dantax har således allieret sig med en række distributører i forskellige asiatiske lande, hvor der særligt har været gang i salget i Kina, Vietnam og Taiwan.

Derfor er han heller i tvivl om, at det fremover er i denne del af verden, de skal lægge en stor del af deres fokus.

- Det viser sig, at Asien er markant det største marked. Der bliver lavet mange markedsaktiviteter derovre for distributører og kunder. Der er mange messer, og vores distributører er gode til at lave aktiviteter og udstillinger med vores produkter, siger Peter Bøgh Jensen.

Om Dantax

  • Grundlagt i 1971 i Pandrup i Nordjylland.
  • Udvikler og producerer højttalere under navnene Scansonic, Raidho, Harmony og Gamut.
  • Har egen produktion i Pandrup.
  • Har Peter Bøgh Jensen som administrerende direktør.

Kilde: Dantax

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078