23948sdkhjf

Opmuntrende tal fra arbejdsmarkedet

Den positive udvikling i ledighedstallet følger i kølvandet på den seneste tids mange andre positive nøgletal for dansk økonomi. Det giver grund til en vis optimisme forud for morgendagens nationalregnskabstal for 2. kvartal.
Ledigheden faldt for fjerde måned i træk. Faldet i bruttoledigheden var på 1.500 personer fra juni til juli måned, viser dagens tal fra Danmarks Statistik. Den samlede bruttoledighed er dermed nede på 151.500 personer, hvilket svarer til 5,7 pct. af arbejdsstyrken.
Dansk økonomi så småt på vej i den rigtige retning
“Dagens tal for ledigheden indikerer sammen med den senere tids danske nøgletal, at dansk økonomi så småt bevæger sig i den rigtige retning. De positive indikationer er stadig relativt spæde, så man skal ikke overfortolke dem, men det giver dog alligevel en smule håb for, at de senere års nærmest økonomiske stilstand kan blive afløst af en mere positiv udvikling”, siger Michael H.J. Stæhr, cheføkonom i erhvervsorganisationen Dansk Erhverv.

Stigende forbrugerforventinger og øget beskæftigelse
“På det seneste har vi både set stigende forbrugerforventninger og en øget beskæftigelse, der sammen med et fortsat fald i ledigheden godt kan være den cocktail, der skal til for at puste nogle af de positive vinde ind over dansk økonomi, som vi har så meget behov for. Alene signalværdien fra disse størrelser kan have stor betydning for tilliden hos både forbrugerne og erhvervslivet til, at den økonomiske strømningspil omsider peger i den rigtige retning”, siger Michael H.J. Stæhr.

Benhårdt arbejde at rejse fra den økonomiske krise
“Et fortsat fald i ledigheden er derfor en vigtig brik med henblik på at få fyret op under det haltende private forbrug, således at der kan komme mere gang i produktionen ude i virksomhederne til glæde for beskæftigelsen og dermed jobskabelsen. Det er benhårdt arbejde at rejse sig fra den økonomiske krise, men rammer vi ind i den rigtige spiral, så bliver lyset for enden af tunnelen tydeligere”, siger Michael H.J. Stæhr.

Kilde: Dansk Erhverv Dansk Erhverv

Kommenter artiklen
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093