23948sdkhjf

Overblik: Chemometecs turbulente år

Direktørskifter, dårligt regnskab, bøde, betinget fængselsdom: Chemometec har været igennem en hård periode

Den børsnoterede målevirksomhed Chemometec har nu skiftet hele direktionen ud i 2024.

Den sidste tilbageværende, økonomidirektør Niels Høy Nielsen, fratræder nemlig 1. juli. Han afløses af Kim Nicolajsen, der kommer fra en tilsvarende stilling i den familieejede virksomhed Rohde Nielsen. Han er statsautoriseret revisor og har tidligere arbejdet for KPMG og EY.

MedTechNews har forsøgt at få en kommentar til skiftet, men Chemometec er ikke vendt tilbage.

Det er den seneste ændring i Chemometec. Den kommer i kølvandet på to turbulente år, som MedTechNews her giver overblikket over.

14. juli 2022

Hustruen til daværende adm. direktør Steen Søndergaard tilstod i retten, at hun 17. marts året forinden i en sms til en bekendt skrev, at Chemometec ville opjustere forventningerne den følgende morgen.

“Chemometec opjusterer i morgen kl. 8.30 … Du kan sikkert ikke købe inden, men nu ved du det. Hvis muligt …,” stod der i beskeden ifølge Finans.

Beskeden blev først sendt efter fondsbørsens lukketid, mens fondsbørsmeddelelsen med de opjusterede forventninger blev offentliggjort før åbningen dagen efter.

Steen Søndergaard og hustruen ville ikke selv udtale sig i sagen. Det gjorde bestyrelsesformand for Chemometec Niels Thestrup i stedet.

- Det er selvsagt en sag, som jeg har det skidt med, og som jeg ærgrer mig over, sagde Niels Thestrup til Finans, hvor han også påpegede, at det ikke var sket "for personlig vindings skyld."

Steen Søndergaards hustru fik en dom på 30 dages betinget fængsel.

15. september 2022

Kort tid efter var den gal igen i Chemometec.

I en fondsbørsmeddelelse lød det, at en gruppe af kunder var blevet informeret om forventningerne til næste regnskabsår, før pågældende forventninger officielt blev meldt ud.

“Der er ved en beklagelig fejl i dag sket videregivelse af oplysninger vedrørende Chemometecs forventninger til regnskabsåret 2022/23 til en gruppe af kunder i en bank, som er vært for et investormøde efter offentliggørelsen af ChemoMetecs årsrapport for 2021/22,” lød det i meddelelsen.

Fondsbørsen kom frem til, at Chemometec havde overtrådt børsreglerne og fik en bøde på 750.000 kr.

1. november 2022

Niels Høy Nielsen blev ansat som økonomidirektør. Det er ham, som netop er blevet udskiftet med Kim Nicolajsen.

“Ledelsen i Chemometec ser frem til at byde Niels velkommen til Chemometec. Niels’ stærke finansielle kompetencer kombineret med hans erfaring inden for en række øvrige områder i internationale virksomheder vil give et vigtigt bidrag til at understøtte den positive udvikling, som Chemometec har opnået over de seneste år,” lød det fra Chemometec dengang.

1. august 2023

Rasmus Kofoed blev ansat som adm. direktør. Han kom fra en stilling i giganten Medtronic.

"Rasmus har over en årrække vist, at han er en kompetent og engagerende leder, som kan skabe resultater og udvikle internationale organisationer med globale aktiviteter. Disse kompetencer vil – kombineret med kompetencerne i det øvrige lederteam i Chemometec – være vigtige for at kunne realisere Chemometecs ambitiøse mål for de kommende år," lød det fra ledelsen.

13. marts 2024

Rasmus Kofoed fyres efter otte måneder. Martin Helbo Behrens blev indsat som adm. direktør. Han kom fra en stilling som økonomidirektør i Chemometec.

Det var en fejl at ansætte Rasmus Kofoed, lød det fra bestyrelsesformand Niels Thestrup.

- Vi erkender, at det i bagklogskabens ulidelige klare lys var en fejl at ansætte Rasmus Kofoed. Men er der styr på butikken? Ja, det mener vi bestemt, der er. Vi skal huske, at der i Chemometec sidder rigtig mange års erfaring med celletællere og viden relateret dertil. Rasmus Kofoed har været her de der 7-8 måneder, og har jo ikke den viden og erfaring, sagde Niels Thestrup til Medwatch.

MedTechNews forsøgte i den forbindelse at få en kommentar fra Rasmus Kofoed, som var fjerde adm. direktør på fire år. Han vendte ikke tilbage.

12. april 2024

Chemometec sendte en meddelelse ud, hvoraf det fremgik, at virksomheden justerede deres forventninger til omsætningen ned til 400-415 mio. kroner. Det var 20 mio. kr. lavere end først udmeldt. En nedjustering i samme størrelsesorden på driftsresultatet blev annonceret samtidig.

13. maj 2024

Kvartalsregnskab efter kvartalsregnskab viser fald i omsætningen, og driftsresultatet dratter ligeledes ned.

Toplinjen er senest faldet med 6 procent til 98,9 mio. kr. ifølge det tredje kvartalsregnskab for 2023/2024.

Driftsresultatet er dykket med 23 procent i tredje kvartal til 43,1 mio. kroner. Ligeledes er EBITDA-margin faldet med 9 procentpoint til 44 procent.

"Omsætningen af instrumenter har været faldende som følge af kundernes fortsatte tilbageholdenhed med at købe nye instrumenter," skrev Chemometec i en selskabsmeddelelse.

Ser man på en længere tidshorisont, har hele 2023/2024 været skuffende, idet omsætningen og driftsresultatet er faldet med hhv. 14 og 32 procent.

MedTechNews forsøgte at få en kommentar fra Chemometec i den forbindelse. Det blev afslået. Den adm. direktør havde for travlt med den daglige drift.

Om Chemometec

  • Virksomhed fra Allerød.
  • Stiftet i 1997.
  • Leverer instrumenter og udstyr til celletælling.
  • Den største kundebase er inden for life science research, cellebaseret terapi og bioprocessing.
  • Har desuden kunder inden for produktions- og kvalitetskontrol af øl, mælk og dyresæd.

Kilde: Chemometec

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125