Compro Technology i Taiwan har udviklet en ny tv-tuner, der adskiller sig markant fra andre produkter på markedet. Det skriver EPN i dag.
Tuneren skal blot monteres mellem computer og skærm og derefter er det muligt at se fjernsyn fra en helt almindelig computerskærm. Det er tilmed unødvendigt at installere nogen form for software.
Det er samtidig muligt at arbejde videre med andre computerprogrammer, mens en fjernsynsudsendelse også kører på skærmen. Tv-billedet kan nemlig vises i et vindue på skærmen, i det såkaldte Picture in Picture. Med fjernbetjeningen er det muligt at flytte vinduet rundt på skærmen, ligesom du også kan bestemme, hvor stort vinduet skal være.