Danmark har en klar fordel i forhold til andre lande, der ønsker at levere til den amerikanske forsvarsindustri. En aftale med amerikanerne betyder, at danske virksomheder kan slippe udenom det ellers meget bureaukratiske system i landet.
Denne eksklusiv-aftale var omdrejningspunktet, da Danmarks ambassadør i Washington, Friis Arne Pedersen, og den nye assisterende forsvarsattache, oberstløjtnant Per Lyse Rasmussen, gæstede Herning ved en konference mandag. Det skriver dagbladet Børsen i dag.
- Danske virksomheder skal selvfølgelig have noget at tilbyde. Vi får ingen ordrer, fordi vi er flinke folk. Men aftalen giver en række fordele, og det er der allerede eksempler på, sagde Per Lyse Rasmussen til avisen, og han blev bakket op af den danske ambassadør.